Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER
Q&A med Zealand Pharma, 20 Maj kl 15.00 Læs mere her

USA/tendens: Grøn fredagsstart i vente med fokus på forbrugertillid

16/5 14:16

Det peger umiddelbart mod en grøn start for de amerikanske aktier fredag. I første omgang skal investorerne dog tage bestik af friske forbrugertillidstal, hvor der vil være rettet fokus på inflationsforventningerne i indekset.

Futures for de ledende aktieindeks, S&P 500, Nasdaq og Dow Jones, peger alle op med 0,4 pct. i timerne op til åbning.

Torsdag endte det også positivt med et plus på 0,4 pct. til S&P 500-indekset, mens Dow Jones gik frem med 0,7 pct. Nasdaq smed omvendt 0,2 pct.

Når månedens foreløbige forbrugertillidstal fra University of Michigan lander, ventes indekset at vende om efter fire måneder med svækkede tal.

Mens det overordnede indeks ventes at stige til 53,5 i den foreløbige opgørelse for maj fra 52,2 i sidste måned, er det imidlertid formentligt mere interessant, hvordan inflationsforventningerne lander.

Blandt økonomer ventes det, at inflationsforventningerne for det kommende år fastholdes på 6,5 pct. i fredagens opgørelse for maj.

- Stiger inflationsforventningerne yderligere kan det forventes, at markedet indregner frygt for stagflation, men falder inflationsforventningerne ned igen som følge af en blødere handelsretorik fra Trump, kan det få de amerikanske aktier tilbage i ”all time high”, vurderer Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank.

APPLIED MATERIALS OG TAKE-TWO UNDER PRES

Blandt få selskabsspecifikke nyheder er Applied Materials kommet med en lunken prognose, og det straffes i formarkedet. Aktien falder 5,3 pct.

Spiludvikleren Take-Two Interactive, som blandt andet står bag spilserien GTA, falder sideløbende med 1,4 pct., da selskabets regnskab for fjerde kvartal skuffede med svage udsigter for nybestillinger i det nye regnskabsår.

Det er ikke lang tid siden, at aktien også fik klø, da det kom frem, at det nyeste skud på stammen i GTA-serien alligevel ikke ville blive lanceret i dette regnskabsår.

Skønhedskoncernen Estee Lauder går omvendt en glimrende handelsdag i møde.

Det skyldes, at den amerikanske investeringsguru og hedgefond manager Michael Burry, der er kendt for at have forudsagt boligboblen og den efterfølgende finanskrise i 2008, har solgt alle sine aktier på nær Estee Lauder i sin hedgefond Scion Asset Management.

Det viser en opgørelse for første kvartal sendt til børsmyndighederne torsdag.

Skønhedsaktien stiger 3 pct.

.\\˙ MarketWire