Moody's nedjustering af USA sender 30-årig amerikansk rente nær 5 pct.
19/5 07:37
Den 30-årige amerikanske rente har kortvarigt stukket næsen over 5 pct. mandag morgen, efter at kreditvurderingsinstituttet Moody's har nedjusteret sin kreditvurdering af USA.
Dermed har USA sent fredag aften mistet den sidste fine såkaldte "Triple A Rating". Moody's nye kreditvurdering lyder "Aa1" mod tidligere "Aaa".
På obligationsmarkedet har meldingen udløst rentestigninger.
Den 30-årige T-bond snuser i skrivende stund til 5 pct. efter en stigning på 9 basispoint til 4,99 pct. siden Moody's beslutning. Da renten toppede klokken 6.46 lå den i 5,0008 pct.
Det er den højeste rente siden april, og ellers skal man tilbage til oktober 2023 og herefter helt tilbage til 2007 for at finde et tilsvarende højt renteniveau målt på den 30-årige amerikansk rente.
Netop den rente har betydning for det amerikanske ejendomsmarked, idet de lange statsobligationer danner grundlag for renten på de mest populære boliglån.
Moody's begrunder nedjusteringen af kreditvurderingen til nu "Aa1" fra "Aaa" med stigningen i USA's gæld det seneste årti.
Nedgraderingen kommer dog næppe som en stor overraskelse. Udsigterne for kreditvurderingen har været "negative" hos Moody's inden nedjustering, som i øvrigt kommer henholdsvis 14 og 2 år efter Standard & Poor's og Fitch sænkede deres kreditvurdering af USA's statsgæld.
.\\˙ MarketWire