Europa/aktier: Småsur stemning efter sænket kreditvurdering af USA
19/5 13:10
Nedgraderingen af USA's kreditvurdering hos Moody's er mandag med til at løfte renterne i både USA og Europa, mens aktierne er under pres.
Det brede europæiske Stoxx 600-indeks ligger ved 13-tiden 0,6 pct. lavere, mens futures for de tre amerikanske indeks falder 0,7-1,5 pct. og indikerer en klar negativ aktiestart i New York kl. 15.30 dansk tid.
Det er udviklingen i USA's statsgæld det seneste årti, som har fået Moody's til at sænke den amerikanske kreditvurdering.
I den forbindelse kan finansmarkedet også notere sig, at USA's præsident Donald Trumps omfattende lovforslag om skattelettelser søndag blev godkendt af et vigtigt kongresudvalg søndag.
Det øger yderligere bekymringerne over USA's finanspolitiske udsigter, skriver Reuters.
- I betragtning af Trumps løfte om at sænke skatterne frygter vi, at situationen kan forværres yderligere. Konsekvenserne af Trumps uberegnelige politik får forsigtigheden til at snige sig ind igen og lægger en dæmper på de seneste ugers entusiasme, siger Susannah Streeter, chef for penge og markeder hos Hargreaves Lansdown ifølge Reuters.
I Europa falder cyklisk forbrug og it-aktierne mest med 1,5 og 1,3 pct., mens de defensive sektorer kommunikationsservice, stabilt forbrug og sundhed ligger med små plusser.
I toppen af Stoxx 600 ligger Ryanair med et plus på 2,8 pct. efter luftfartsselskabets årsregnskab, der sluttede ved udgangen af marts 2025.
Regnskabet viser et fald i overskuddet før skat på 16 pct. til 1,61 mia. euro, hvilket var tæt på det ventede niveau. På den positive side melder Ryanair om en stærk efterspørgsel for sommeren i Europa, og det sker til stigende billetpriser.
I samme sektor stiger Lufthansa i øvrigt med 1,9 pct. og rejsekoncernen Tui med 1,9 pct.
Volkswagen ligger i den tunge ende med et fald på 5,4 pct. - eller 5,51 euro - til 97,34 euro, men det skal ses i lyset af, at der mandag fragår retten til et udbytte på 6,36 euro per aktie.
.\\˙ MarketWire