Aktier/åbning: Ørsted lyser op efter godt amerikansk nyt og trækker C25 i vejret
20/5 09:08
Gode nyheder fra USA sender energiselskabet Ørsted til vejrs på børsen i Danmark fra morgenstunden tirsdag, hvor fremgangen også er med til at trække det samlede C25-indeks op.
Ørsted gavnes af nyheden om, at norske Equinors havvindmølleprojekt Empire Wind i USA igen har fået grønt lys til opførelse, efter at konstruktionen ellers har været stoppet af de amerikanske myndigheder.
Det fjerner en masse usikkerhed fra Ørsteds egne havmølleprojekter i landet, og nyheden smitter også positivt af på Vestas, der er leverandør af vindmøller til Equinors projekt.
Samlet sendes C25-indekset efter kort tids handel tirsdag op med 0,7 pct. til 1772,62. Dermed er indekset meget tæt på at være tilbage ved udgangspunktet for året på 1776,95 efter en overgang at have været mere end 15 pct. nede.
Med til at trække op igen er også blytunge Novo Nordisk, som uden større selskabsspecifikke nyheder stiger med 2,0 pct. til 447,65 kr.
ØRSTED LØFTES AF "UMANERLIGT" GODE NYHEDER
Nyheden om, at Ørsteds konkurrent Equinor igen kan tage fat på arbejdet på sit storstilede havvindmølleprojekt Empire Wind i USA, er umanerligt positiv for Ørsted, lyder det fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.
For selv om det i første omgang primært har betydning for det norske selskab, så fjerner det også med et trylleslag en masse risiko for Ørsted, der var ramt af frygten for at lide samme skæbne med sine amerikanske havmølleprojekter.
- Det virker som en bekræftelse af, at man ikke bare kan stoppe et godkendt projekt. Det tager en masse risiko ud af Ørsted-aktien, og det svært at tolke som andet end meget positivt, siger Jacob Pedersen til MarketWire.
Ørsted-aktien stiger fra start med 11,3 pct. til 273,70 kr.
Vestas, der er leverandør til Equinors projekt og samtidig naturligvis er afhængig af milde vinde på det store amerikanske marked, stiger samtidig med 3,4 pct. til 109,80 kr. tidligt tirsdag.
REGNSKABER FRA MINDRE NAVNE I VENTE
Regnskabssæsonen er herhjemme nået til de lidt mindre navne på kurslisten, men tirsdag er der nyt fra blandt andet H+H International og Scandinavian Tobacco Group (STG).
Inden regnskaberne for første kvartal venter H+H en organisk vækst på 5-10 pct. i hele 2025, hvor der samtidig ventes et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 120-180 mio. kr.
STG's prognose lyder på en omsætning på 9,2-9,7 mia. kr. og en EBITDA-margin før særlige poster på 20-30 pct.
Også Vestjysk Bank er klar med regnskab for årets første tre måneder i løbet af tirsdagen. Banken venter for hele 2025 et overskud før skat på 600-800 mio. kr.
Inden regnskaberne stiger H+H-aktien med 1,3 pct. til 126,60 kr., og STG går 0,3 pct. frem til 99,05 kr.
Vestjysk Bank løftes samtidig med 0,3 pct. til 4,68 kr.
.\\˙ MarketWire