Ørsted-aktie brager op efter chokmelding fra USA
20/5 09:07
Vindaktierne flyver op herhjemme tirsdag, efter at en amerikansk chokmelding har skabt lettelse.
Ørsted-aktien brager op med 12,7 pct. til 277 kr. efter få minutters handel, mens Vestas-aktien stiger 3,3 pct. til 109,70 kr. I første omgang var Ørsted-aktien i forlænget åbning på grund af det store købspres.
Årsagen er, at den amerikanske administration over natten har ophævet et beordret arbejdsstop på Equinors amerikanske havvindprojekt Empire Wind. Det efterlod investorerne hos Ørsted med frygten for, at den danske udviklers projekt Sunrise Wind kunne blive ramt på et senere tidspunkt. Og den frygt er nu blevet jaget på afstand.
- Det virker som en bekræftelse af, at man ikke bare kan stoppe et godkendt projekt. Det tager en masse risiko ud af Ørsted-aktien, og det er svært at tolke som andet end meget positivt, siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, til MarketWire.
- Umiddelbart ligner det et dødsstød til de her "stop-work-orders", og Ørsted bør lægge sig i førersædet i C25-indekset på det, siger han med henvisning til selskabets aktie, der netop har indtaget en topplacering i det danske eliteindeks.
Det er omkring en måned siden, at USA's præsident sammen med sin administration annoncerede en såkaldt "stop-work-order", som fungerede som en regulær kæp i hjulet på Empire-projektet, der nu er blevet fjernet.
.\\˙ MarketWire