Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Ørsted og Vestas er flyvende efter godt nyt fra USA

20/5 11:17

Ørsted er tirsdag tordnet i vejret efter godt nyt fra USA, da Equinors havvindmølleprojekt Empire Wind i USA igen har fået grønt lys til opførelse.

Konstruktionen har ellers været stoppet af de amerikanske myndigheder, og meldingen fjerner en masse usikkerhed fra Ørsteds egne havmølleprojekter i landet.

Nyheden smitter også positivt af på Vestas, der er leverandør af vindmøller til Equinors projekt.

- Der er god stemning generelt, men noget bedre i Danmark end det vi ser ude i Europa. Det er jo godt understøttet af de to vindmølleorienterede selskaber Ørsted og Vestas, udtaler senioraktierådgiver hos Jyske Bank, Martin Munk, til MarketWire.

Samlet set ligger C25-indekset ved 11.10-tiden med et plus på 1,3 pct. i 1782,59, hvilket er betydeligt bedre end det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, der løftes med 0,4 pct.

Tirsdag byder ikke på nogen nøgletal af betydning, udtaler Martin Munk, der dog pointerer, at det geopolitiske stadig har fokus.

- Nu er der en melding om, at Ukraine og Rusland måske alligevel kan komme til at drøfte en våbenhvile, udtaler Jyske Banks senioraktierådgiver.

ØRSTED LØFTES AF "UMANERLIGT" GODE NYHEDER

Nyheden om, at Ørsteds konkurrent Equinor igen kan tage fat på arbejdet på sit storstilede havvindmølleprojekt Empire Wind i USA, er umanerligt positiv for Ørsted, lyder det fra Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank.

For selv om det i første omgang primært har betydning for det norske selskab, så fjerner det også med et trylleslag en masse risiko for Ørsted, der var ramt af frygten for at lide samme skæbne med sine amerikanske havmølleprojekter.

- Det virker som en bekræftelse af, at man ikke bare kan stoppe et godkendt projekt. Det tager en masse risiko ud af Ørsted-aktien, og det svært at tolke som andet end meget positivt, siger Jacob Pedersen til MarketWire.

Ørsted-aktien stiger med 14,4 pct. til 281,30 kr.

Vestas, der er leverandør til Equinors projekt og samtidig naturligvis er afhængig af milde vinde på det store amerikanske marked, stiger samtidig med 5,9 pct. til 112,50 kr.

Med til at trække C25-indekset højere er også en fremgang på 2,4 pct. til 449,20 kr. for den indekstunge Novo Nordisk-aktie.

- Det er som om, at Novo-aktien er ved at komme sig lidt oven på fredagens chokmelding, udtaler Martin Munk med henvisning til fyringen af Lars Fruergaard.

ROCKWOOL FÅR LØFTEDE KURSMÅL EFTER REGNSKAB

Rockwool leverede mandag et opløftende regnskab med en bedre end ventet udvikling målt på salg og drift, og i kølvandet heraf har analytikerkorpset været ude at hæve kursmål for aktien.

Svenske SEB har hævet sit kursmål for aktien til 350 kr. fra 330 kr., og Danske Bank har sat sit kursmål op til 330 kr. fra 315 kr.

- Rockwool har haft en solid start på 2025, hvor forudsigelserne for indtjeningen er overgået pænt, og det baner vejen for at overgå selskabets egne forventninger, siger skriver Danske Bank i et analysenotat.

Isoleringsaktien endte mandag med et plus på 5,2 pct., men tirsdag må aktien opgive 1,1 pct. til 315 kr.

STG NEDJUSTERER EFTER TOLDPOLITIK OG SVÆKKET DOLLAR

Den danske cigarkoncern Scandinavian Tobacco Group, STG, er under pres fra den amerikanske toldpolitik og en svækket dollarkurs, og det får selskabet til at sænke forventningerne for året.

Første kvartal vidner da også om, at STG har haft en svær start på året, da både omsætning og drift skuffer i forhold til det ventede.

Nedjusteringen og de svage tal for første kvartal falder ikke i god jord hos investorerne, der sender aktien ned med 11,9 pct. til 87 kr.

.\\˙ MarketWire