Europa/lukning: Ørsted og forsyningsselskaber bag solid optur
20/5 17:52
Forsyningsselskaberne var tirsdag med til at trække de europæiske aktiemarkeder i vejret efter positivt nyt fra USA og en løftet anbefaling.
Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks blev løftet med 0,7 pct. og dermed holdt indekset sig lige under det højeste niveau i syv uger.
Det tyske DAX-indeks steg 0,4 pct. til rekordniveauet 24.036 point, hvilket dermed bragte årets fremgang op på knap 21 pct.
Aktiemarkederne har stabiliseret sig efter en overraskende nedgradering fra Moody's af amerikansk statsgæld sent fredag.
Investorerne afventer også eventuelle handelsaftaler, da Donald Trumps gensidige toldsatser forventes at træde i kraft igen i begyndelsen af juli.
- Vi tror stadig, at den mindste modstand vil være højere for risikoaktiver på kort sigt, bemærker Mohit Kumar, økonom hos Jefferies, ifølge Reuters.
- Det er ikke fordi, vi er positive i forhold til det makroøkonomiske billede, men fordi vi mener, at investorerne stadig er underinvesterede, og at der er penge tilbage.
Forsyningsselskaberne endte med et plus på 1,8 pct., mens Portugals EDP Renovaveis løftedes med 3,9 pct., efter at Deutsche Bank har hævet anbefaling for aktien til "køb" fra "hold".
Øverst i forsyningssektoren lå danske Ørsted med et plus på 14,5 pct., efter at Trump-administrationen har givet grønt lys til et tidligere stoppet havvindprojekt, der var planlagt ud for New Yorks kyst.
Medicinalsektoren var også i hopla med plusser på 4,0 pct. for danske Novo Nordisk og knap 2 pct. for den schweiziske gigant Novartis.
.\\˙ MarketWire