Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Teknologiaktier i bedring - solenergipapirer sendt i grøften

23/5 06:32

En vending i renterne gav torsdag plads til et pusterum for de amerikanske aktier oven på en særdeles urolig onsdag, hvor nervøsitet om den enorme amerikanske statsgæld sendte renterne i vejret og aktierne i hullet.

Fredag morgen fortsætter torsdagens lidt mere rolige stemning. Futures indikerer små stigninger på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Torsdagens ro gik dog aktierne i selskaber med fokus på vedvarende energi forbi, efter at Donald Trumps administration netop fik stemt en ny skattepakke med blandt andet fjernelse af flere incitamentsordninger for vedvarende energi igennem Repræsentanternes Hus.

Pakken røg igennem det ene parlamentskammer med stemmerne 215 for og 214 imod og skal nu videre til Senatet.

I tillæg til skattelettelser, der også giver yderligere bekymringer omkring den voksende statsgæld, er forslaget hårdt ved sektoren for vedvarende energi, der er afhængig af tilskud for at kunne gennemføre store anlægsprojekter.

Navnlig aktier inden for solenergi blev ramt i torsdagens handel. First Solar faldt med 4,3 pct. til 156,40 dollar, og Sunrun styrtdykkede med hele 37,1 pct. til 6,71 dollar.

Også Enphase Energy var hårdt spændt for med et dyk på 19,6 pct. til 38,01 dollar.

Modsat var der klar bedring blandt de store teknologinavne, hvor særligt Googles moderselskab, Alphabet, igen trak for.

Det var med til at holde hånden under markedet, på en dag hvor udsvingene på indeksniveau var relativt begrænsede dagen igennem.

S&P 500-indekset svingede flere gange frem og tilbage mellem plus og minus, men endte efter et fald i de sidste minutter 0,04 pct. lavere, mens Nasdaq-indekset steg med 0,3 pct. - trukket af særligt de store teknologinavne.

Dow Jones-indekset tog også et dyk til sidst og endte dermed marginalt i minus.

- Det hele handler om obligationer lige nu. Obligationshandlerne har besluttet at købe op på nedturen i deres marked, hvilket giver plads til stigende aktier, siger Steve Sosnick, der er chefstrateg hos Interactive Brokers, til Bloomberg News om stigningen i særligt teknologipapirerne.

FINE NØGLETAL GAV STØTTE

Med sig i baghovedet havde investorerne torsdag desuden også flere fine nøgletal fra den amerikanske økonomi.

Særligt den foreløbige PMI-måling for maj var positiv læsning, da det samledet tal overraskende endte på 52,1 mod 50,6 måneden før.

Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet et fald til 50,3.

Og målingen dækker tilmed over bedre end ventede tal fra både service- og industrisektoren, der begge peger på tiltagende aktivitet.

Samtidig var der tidligere på dagen også nyt om de nytilmeldte ledige i sidste uge, hvor lidt færre end ventet stillede sig op i ledighedskøen for første gang.

ALPHABET FORTSÆTTER FREM - STØRRE TRO PÅ AI-CASE

Blandt trækhestene for Nasdaq-indekset var Alphabet, der for anden dag i træk var i pæn fremgang.

Flere analytikere er ifølge Bloomberg News tiltagende positivt stemte over for nye tiltag på området for kunstig intelligens, og det giver lidt luft under vingerne til Google-ejeren.

Alphabet steg torsdag med 1,1 pct. til 171,98 dollar.

Fremgang var der desuden også til de fleste af de seks øvrige medlemmer af "Magnificent Seven", Apple, Amazon, Microsoft, Tesla, Meta Platforms og Nvidia.

I den modsatte grøft var den engelske fodboldklub Manchester United, der er noteret på børsen i New York.

Onsdag aften tabte holdet nemlig finalen i Europa League til ligarivalen Tottenham Hotspur. Dermed misser holdet kvalifikation til Champions League i den kommende sæson, hvor det i det hele taget slet ikke bliver til europæisk fodbold og dermed ekstra penge i kassen efter en rædderlig sæson i den engelske Premier League.

Manchester United-aktien faldt med 8,7 pct. til 13,28 dollar.

Langt bedre så det ud for modekæden Urban Outfitters, der efter lukketid onsdag kunne præsentere bedre end ventede salgstal for første kvartal, hvor blandt andet selskabets eget brand viste stærke takter ifølge flere analytikere.

Aktien steg med 22,8 pct. til 73,17 dollar torsdag.

.\\˙ MarketWire