Aktier/middag: Zealand Pharma topper i bredt funderet dansk aktiecomeback
26/5 11:32
Der er stigninger over en bred kam på det danske aktiemarked mandag middag, efter at USA's præsident, Donald Trump, har udskudt sin varslede told på 50 pct. over for EU til 9. juli - fra 1. juni, som var meldingen i fredags.
- Jeg accepterede forlængelsen, lyder det fra Trump på sit sociale medie Truth Social, og lader forstå, at det er EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der har bedt ham om at forlænge toldpausen.
COMEBACK EFTER NYT SKIFTE FRA TRUMP
Fredag var Trumps trussel om 50 pct. told over for EU med til at forpurre en ellers positiv stemning, så klare stigninger fredag blev vendt til et fald på 0,7 pct. for det ledende danske C25-indeks.
Men mandag er der grønt hele vejen ned igennem indekset, som ved 11-tiden ligger 1,2 pct. højere i 1774,01.
- Vi lå fint til i fredags, indtil Trump bestemte sig for noget andet. Det er egentlig den revanche, som vi nu tager op igen. Som så ofte før bliver A meldt ud, og så bliver A annulleret - og så er det B, der er planen i stedet for. Situationen er stadigvæk meget alvorlig, men det ville da have været mere alvorligt, hvis det var her 1. juni, at vi kunne se frem til 50 pct. told.
- Derfor ser vi lidt lettelse i Danmark og lettelse ude i Europa. Men volumen er begrænset, da det amerikanske marked holder lukket på grund af Memorial Day, siger chef for aktiehandel Lars Hytting hos Artha Kapitalforvaltning til MarketWire.
ZEALAND PHARMA FÅR KØBSANBEFALING HOS DANSKE BANK
Herhjemme topper Zealand Pharma i C25 med et plus på 7,1 pct. til 438,80 kr., efter at Danske Bank har genoptaget dækning af aktien med anbefalingen "køb" med et kursmål på 800 kr.
Zealand Pharma indgik i marts et partnerskab med den schweiziske medicinalkæmpe Roche om vægttabskandidaten Petrelintid. Partnerskabet, der indeholder den største kontante upfront-betaling nogensinde i medicinalsektoren, fjerner ifølge Danske Bank betydelige risici for Zealand Pharma.
- Desuden vil Roche afholde omkostningerne til produktionsfaciliteter. Partnerskabet fungerer yderligere som en validering af Petrelintides potentiale af et velrenommeret stort medicinalfirma. Vi mener, at denne partnerskabsaftale er undervurderet af markedet, skriver Danske Bank.
Samtidig ser banken stort potentiale i Amylin, som er aktivstoffet i Petrelintid.
Novo Nordisk ligger også godt med fremme i eliteindekset med et plus på 2,7 pct. til 454,75 kr. GN stiger desuden 2,4 pct. til 91,66 kr., efter at aktien fredag vendte rundt fra et pænt plus for at lukke i minus efter Trumps toldtrusler.
- GN lå rigtigt fint til i fredags og havde kurs mod en positiv afslutning på ugen, men det fik Trump lige sat en stopper for. Det forlyder, at det går meget godt med selskabets nye høreapparat, Resound Vivia , siger Lars Hytting, som henviser til salgstal fra USA i april og tal for søgninger på nettet efter navnet.
PARKEN KAN GLÆDE SIG OVER DANSK MESTERSKAB TIL FC KØBENHAVN
Blandt de lidt mindre navne på kurslisten er der også opmærksomhed til Parken Sport & Entertainment i mandagens handel.
Søndag vandt fodboldklubben FC København nemlig det danske mesterskab med en sejr på 3-0 over FC Nordsjælland, og dermed får holdet adgang til kvalifikationsturneringen til Champions League i den kommende sæson.
Europæisk gruppespil - og mindst Europa League, som er niveauet lige under Champions League - er en forudsætning for at indfri forventningerne til 2025, har Parken tidligere oplyst.
Parken-aktien stiger mandag 1,2 pct. til 150,75 kr. efter en stigning fredag på 1,4 pct.
.\\˙ MarketWire