ECB's Simkus: Stigende risiko for inflation under målsætningen
26/5 12:25
Der er en voksende risiko for, at inflationen rammer under målsætningen på 2 pct., og det baner vejen for endnu en rentenedsættelse på det kommende møde i Den Europæiske Centralbank, ECB.
Det vurderer den lettiske centralbankchef og ECB-medlem, Gediminas Simkus, ifølge Bloomberg News.
- Jeg ser mulighed for en rentenedsættelse på det næste møde i juni. Risikoen for, at inflationen vil ligge under målet i fremtiden, er steget, lyder det fra Gediminas Simkus i et interview.
ECB-medlemmet peger på, at handelsspændingerne med USA og en sideløbende styrket euro presser inflationen nedad. Samtidig lyder vurderingen, at den europæiske rente i øjeblikket ligger i den høje ende af sit neutrale niveau, som dermed hverken stimulerer eller bremser økonomien.
Næste pengepolitiske møde i ECB afsluttes den 6. juni. Her indikerer markedet for rentefutures mandag, at der er 96,2 pct. sandsynlighed for, at udfaldet bliver den syvende rentenedsættelse på stribe, viser tal fra Bloomberg News.
Senest blev den europæiske indskudsrente sænket 25 basispoint til 2,25 pct.
.\\˙ MarketWire