Investeringsstrateg: Nvidia-investorer skal vænne sig til lavere vækst
26/5 16:14
Chipgiganten Nvidia slutter onsdag regnskabssæsonen af med et brag, når tallene for første kvartal fremlægges. Efter et par år med vild fremgang skal investorerne dog ikke sætte næsen op efter de helt store vækstoverraskelser.
Det vurderer Oskar Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank, forud for Nvidia-regnskabet.
- Som investor i Nvidia skal man til at vænne sig til lavere vækst, end hvad man har set de sidste par år. Det er ikke nødvendigvis dårligt for aktien, da en nedgang i væksten allerede er ventet af markedet, men det kan ligeledes betyde, at de markante positive vækstoverraskelser bliver mindre i den kommende tid, skriver Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar.
De seneste års vilde omsætningsvækst har været drevet af datacenter-forretningen, som har nydt godt af en enorm global efterspørgsel for AI-løsninger til datacentre. Sideløbende har den tidligere kerneforretning inden for gaming omvendt måttet se omsætningen falde.
- Det har ikke holdt aktien tilbage, men dette bekræfter også, hvor vigtig vækst i datacenter-divisionen er for, at Nvidia i fremtiden kan betragtes som en attraktiv aktie, skriver investeringsstrategen.
Nvidias egen prognose for årets første kvartal lyder på en omsætning på 43 mia. dollar plus/minus 2 pct. Det flugter med markedets forventninger, som lyder på 43,2 mia. dollar, påpeger Oskar Barner Bernhardtsen.
- Nvidias regnskab kommer som altid til at handle om, hvorvidt virksomheden slår forventningerne, og hvad deres forventninger kommer til at være til det kommende kvartal relativt til markedets nuværende forventning.
Grundet Nvidias enorme størrelse, som målt på markedsværdi kun er overgået af Microsoft på globalt plan, vil afvigelser fra forventningerne også rykke på aktiemarkedet som helhed, vurderer investeringsstrategen.
Nvidia-aktien handles ikke mandag grundet den amerikanske helligdag Memorial Day. I løbet af året har aktien dog været ude på en kæmpe rutsjebanetur. Selv om aktien blot er faldet 2,3 pct. fra årets start, har den været nede og runde et minus på godt 35 pct. i starten af april.
.\\˙ MarketWire