Mandagens aktier: Nye toldmeldinger gav dansk aktierevanche med Zealand i toppen
26/5 17:04
Det danske aktiemarked fik mandag taget pæn revanche efter fredagens negative vending, der blev udløst af den amerikanske præsident Donald Trumps trusler om at indføre 50 pct. told over for EU med virkning fra 1. juni.
I weekenden lød der mildere toner fra Donald Trump, som efter en samtale med EU-Kommissionens chef, Ursula von der Leyen, trak toldtruslerne tilbage og vendte tilbage til den oprindelige dato 9. juli for udløbet af den 90-dages toldpause, som Trump annoncerede 9. april.
Det skal give parterne tid til at forhandle en ny handelsaftale på plads, og i mellemtiden gælder USA's grundlæggende told på 10 pct. på varer fra EU.
Truslen om 50 pct. told vekslede fredag solide danske aktiestigninger til fald på 0,7 pct. for eliteindekset, C25, men de nye meldinger over weekenden sendte mandag indekset i vejret med 1,3 pct. til 1774,88.
- Vi lå fint til i fredags, indtil Trump bestemte sig for noget andet. Det er egentlig den revanche, som vi nu tager op igen. Som så ofte før bliver A meldt ud, og så bliver A annulleret - og så er det B, der er planen i stedet for. Situationen er stadigvæk meget alvorlig, men det ville da have været mere alvorligt, hvis det var her 1. juni, at vi kunne se frem til 50 pct. told.
- Derfor ser vi lidt lettelse i Danmark og lettelse ude i Europa. Men volumen er begrænset, da det amerikanske marked holder lukket på grund af Memorial Day, siger chef for aktiehandel Lars Hytting hos Artha Kapitalforvaltning til MarketWire.
ZEALAND PHARMA FÅR KØBSANBEFALING
Herhjemme toppede Zealand Pharma i C25 med et plus på 10 pct. til 449,80 kr., efter at Danske Bank har genoptaget dækning af aktien med anbefalingen "køb" med et kursmål på 800 kr.
Danske Bank mener, at den historisk store partneraftale, selskabet indgik i marts med den schweiziske medicinalkæmpe Roche om vægttabskandidaten Petrelintid, er undervurderet af aktiemarkedet, og banken ser desuden et stort potentiale i Amylin, som er aktivstoffet i Petrelintid.
Sværvægteren Novo Nordisk bidrog også stærkt til C25-fremgangen med et plus på 3,9 pct. til 460,30 kr. GN steg desuden 1,9 pct. til 91,26 kr., efter at aktien fredag vendte rundt fra et pænt plus for at lukke i minus efter Trumps toldtrusler.
- GN lå rigtigt fint til i fredags og havde kurs mod en positiv afslutning på ugen, men det fik Trump lige sat en stopper for. Det forlyder, at det går meget godt med selskabets nye høreapparat, Resound Vivia , siger Lars Hytting, som henviser til salgstal fra USA i april og tal for søgninger på nettet efter navnet.
Blandt de lidt mindre navne på kurslisten var der også opmærksomhed til Parken Sport & Entertainment, efter at koncernens fodboldklub, FC København, søndag sikrede sig det danske mesterskab. Det betyder adgang til kvalifikationsturneringen til Champions League i den kommende sæson.
Europæisk gruppespil - og mindst Europa League, som er niveauet lige under Champions League - er en forudsætning for at indfri forventningerne til 2025, har Parken tidligere oplyst.
Parken-aktien steg 2,4 pct. til 152,50 kr.
KONTRAKT I AARHUS HAVN TIL MT HØJGAARD
MT Højgaard kunne mandag fortælle, at det har vundet et udbud på færdiggørelse af 430 meter kaj på Omniterminalen i Aarhus Havn. Arbejdet er led i planerne om at etablere en ny containerterminal.
Nyheden gav ekstra medvind til entreprenørkoncernens aktie, der endte 9,1 pct. højere i 316,50 kr.
Derimod faldt aktien i it-selskabet Columbus med 7,1 pct. til 10,50 kr. efter at selskabet har besluttet at pakke sine salgsplaner ned for nuværende.
- Bestyrelsen har konkluderet, at den opnåelige præmie i forbindelse med et ejerskifte er på et utilfredsstillende niveau, og bestyrelsen har derfor besluttet at afslutte den strategiske gennemgang uden ændringer i ejerstrukturen, fremgår det af meddelelsen.
.\\˙ MarketWire