Kinesiske BYD fortsætter aktienedtur efter prisnedsættelser
27/5 06:59
Aktien hos kinesiske BYD falder for anden dag i træk og har nu tabt over 10 pct. fra ugens start, efter at bilproducenten har annonceret store rabatter på sine biler.
Det skriver Bloomberg News.
Det falder ikke i god jord hos investorerne, at BYD har besluttet at sænke priserne med op til 34 pct. på tværs af 22 el- og hybridmodeller i Kina frem til udgangen af juni.
Det har skabt frygt for et prisræs mod bunden på det kinesiske marked for elbiler, som er kendetegnet ved benhård konkurrence.
Rabatterne kommer kort efter, at BYD kunne melde om sin laveste fremgang i bilsalget i mere end fire år. April-salget steg med "blot" 21 pct. målt mod samme måned året før, hvilket er den mindste vækst siden august 2020, hvis man ser bort fra et fald i februar sidste år på grund af det kinesiske nytår.
Sideløbende er BYD's populære Seagull-model blevet overhalet inden om af konkurrenten Geelys Xingyuan-model, som nu er Kinas mest solgte bil.
Aktien dykkede mandag 8,6 pct., og tirsdag udbygges faldet med yderligere 3,6 pct. til 409,8 hongkongdollar.
BYD har ellers været på himmelflugt de seneste måneder og ligger fortsat på samlet plus på godt 30 pct. fra årets start.
.\\˙ MarketWire