H+H får løftet anbefalingen til "køb" hos SEB - købstilbud lurer
27/5 08:07
H+H International, der laver byggematerialer, har fået hævet anbefalingen til "køb" fra tidligere "hold" hos svenske SEB Bank.
Banken vurderer, at et købstilbud fra polske Solbet kan være nært forestående, efter at det polske firma har øget sin ejerandel til mere end 25 pct. af aktiekapitalen.
Det fremgår af et analysenotat fra banken, hvor kursmålet samtidig får et løft til 180 kr. fra 120 kr.
Da Solbet nu ejer mere end 25 pct. af H+H-aktierne, lyder det fra SEB, at det polske selskab ikke længere kan påstå, at investeringen i H+H blot er en finansiel investering.
- Vi vurderer, at sandsynligheden er høj for, at Solbet snart kommer med et offentligt opkøbstilbud på H+H, da vi anser, at Solbets nuværende ejerandel i H+H gør selskabet sårbart ud fra et konkurrenceretsligt perspektiv, skriver SEB's analytikere i notatet.
Ifølge SEB ville et fair bud fra Solbet være på 180 kr. per aktie, hvilket det nye kursmål dermed også tager højde for.
Kursmålet ligger 54,4 pct. over den nuværende aktiekurs, efter at H+H-aktien mandag faldt 0,9 pct. til 116,60 kr.
.\\˙ MarketWire