Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Vismænd: Dansk økonomi har stærkt udgangspunkt trods høj usikkerhed

27/5 12:01

Trods høj usikkerhed og forværrede internationale vækstudsigter står dansk økonomi godt rustet til at forblive i en moderat højkonjunktur med høj beskæftigelse i 2025-26.

Det fremgår af vismandsrapporten "Dansk Økonomi, forår 2025", som er udarbejdet forud for et møde i DØR, De Økonomiske Råd tirsdag.

- Vores seneste prognose tilsiger, at dansk økonomi forbliver i moderat højkonjunktur i 2025-26. Der er dog usædvanligt store nedadrettede internationale risici, som kan medføre et større dansk beskæftigelsesfald, end dét prognosen tilsiger, siger overvismand Carl-Johan Dalgaard, som er medlem af De Økonomiske Råds formandskab.

I forbindelse med rapporten sættes vanen tro også spot på finanspolitikken, som ud fra et stabiliseringssynspunkt betegnes som "for lempelig". Ifølge rapporten forøger finanspolitikken efterspørgslen i 2025 og 2026, og den vurderes i den nuværende situation derfor at være konjunkturmedløbende.

Det påpeges i den forbindelse, at finanspolitikken imidlertid også har til formål at understøtte politiske prioriteringer, der på nuværende tidspunkt er udgiftskrævende. Dermed opstår der en politisk afvejning mellem forskellige prioriteringshensyn på den ene side og stabiliseringshensynet på den anden.

I den poltiske afvejning bør der ifølge Vismandsrapporten indgå den overvejelse, at konjunkturmedløbende finanspolitik historisk har medvirket til opbygning af ubalancer i dansk økonomi, som det efterfølgende har været samfundsøkonomisk omkostningsfyldt at rebalancere.

Formandskabet vurderer dog, at der ikke for nuværende er klare tegn på ubalancer på hverken bolig- eller arbejdsmarkedet, og også produktivitetsnedgangen synes vendt.

Der vurderes heller ikke at være overoptimisme at spore hos forbrugerne. Derfor mener formandskabet ikke, at der med den forventede konjunkturudvikling er overhængende samfundsøkonomiske risici ved at fastholde en konjunkturmedløbende finanspolitik i det planlagte omfang.

Men det er "et opmærksomhedspunkt, at konjunkturmedløbende finanspolitik må ventes at øge risikoen for, at ubalancer opbygges fremadrettet".

- Aktuelt er der ikke klare tegn på konjunkturafledte ubalancer i dansk økonomi, men vores vurdering er, at den planlagte finanspolitik øger risikoen for, at de opstår fremadrettet. Der er dermed en politisk afvejning at foretage mellem hensynet til udgiftskrævende prioriteringer og hensynet til stabilisering af produktion og beskæftigelse, siger Carl-Johan Dalgaard.

.\\˙ MarketWire