Onsdagens aviser med Novo Nordisk, GN og Ørsted
28/5 06:32
BØRSEN
TRUMPS TIDLIGERE TOPMINISTER: TOLDKRIG BLIVER IKKE LANGVARIG
Wilbur Ross var handelsminister i Trumps første fire år som præsident og har arbejdet årtier på Wall Street. Han forsvarer Donald Trumps told og siger, at det bl.a. handler om at presse Europa ind i en alliance mod Kina. Trumps mål er at lande aftaler og stække Kina – ikke en langvarig handelskrig. (Forside, side 6-7)
OVERVISMAND: TRUMP KAN LÆGGE DÆMPER PÅ INVESTERINGER
Ordet “usikkerhed” optræder 193 gange i den vismandsrapport, som blev offentliggjort tirsdag. Den aktuelle situation kan få virksomheder til at lægge investeringsplaner i skuffen. (Side 4)
EFFEKTIVISERINGER SKAL GIVE DLG 1 MIA. KR. EKSTRA PÅ BUNDLINJEN
Den nye DLG-topchef, Peter Giørtz-Carlsen, er med inspiration fra sin tidligere arbejdsplads Arla klar med stor plan for transformation. (Side 8)
TERMAS OMSÆTNING VOKSER TIL 2,9 MIA. KR.
Oprustningen i Europa har udløst en historisk tyk ordrebog hos Terma, der peger i retning af et nyt rekordregnskab det kommende år. (Side 10)
ANALYTIKERNE NEDJUSTERER: NOVO ER BLANDT HÅRDEST RAMTE C25-AKTIER
GN Store Nord, Ørsted og Novo Nordisk har fået hårdest medfart hos analytikerne, der generelt har nedjusteret C25-aktierne, viser en analyse. (Side 16-17)
BERLINGSKE BUSINESS
KUNSTIG INTELLIGENS VIL KUNNE ERSTATTE TUSINDVIS AF AKADEMIKERE I DET OFFENTLIGE
Skiftende regeringer har sagt, at de ønskede at skære ned på antallet af kolde hænder i den offentlige sektor. Alligevel er det blot øget år for år. Men kunstig intelligens kan være løsningen, viser en ny rapport fra Dansk Arbejdsgiverforening. (Forside, side 4-5)
PRIVATE INVESTORER KØBER AKTIER I BLINDE
Det kan være farligt at investere i aktier uden at forstå, hvad man egentlig køber. Analyse fra New York University Stern School of Business viser, at de fleste investorer fokuserer næsten udelukkende på kursgrafer – og så træffer de i gennemsnit en købsbeslutning efter blot seks minutter. (Side 6)
VISMÆNDENE ADVARER MOD AT SVARE IGEN OVER FOR TRUMP I HANDELSKRIGEN
Både EU, Canada og Kina har taget kampen op mod den amerikanske præsident i handelskrigen, omend det sker i forskellig form. Men for EU kan der være nogle helt andre og bedre veje at gå, mener de økonomiske vismænd. (Side 8-9)
ECB MENER TRUMP HAR SKABT MULIGHED FOR EUROS GLOBALE GENNEMBRUD
Trump har på kun fire måneder skabt tvivl om USA som en sikker havn og dollars rolle som verdens dominerende valuta. Nu er ECB kommet med en usædvanlig udmelding. (Side 10-11)
GRØNLAND LÆGGER OP TIL SAMARBEJDE MED KINA OM MINEDRIFT
Grønlands råstofminister rækker ud til Kina. Det sker, kort efter at landets udenrigsminister har gjort det samme. Presset på Danmark vokser. (Side 12)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
NOVO-FOND TAGER TIL GENMÆLE EFTER HÅRD KRITIK, SOM TIDLIGERE NOVOPROFILER HAR RETTET MOD LEDELSEN.
Novo Nordisk Fonden erklærer sig uenig i den krasse kritik, som flere tidligere Novo-profiler har rettet mod fonden og Lars Rebien Sørensens brug af magt. Fonden fastholder, at det var Novo Nordisks bestyrelse, der ville have fonden ind i bestyrelsen. (Forside, side 8-9)
LADESELSKAB LANDER NYT UNDERSKUD – OM FÅ DAGE RAMMER PRISSTIGNING
Clever leverede rekordomsætning i 2024. Men samtidig blev underskuddet før skat næsten fordoblet. (Side 5)
VISMÆND: FORVÆRRING AF TOLDKRIG KAN KOSTE 45.000 ARBEJDSPLADSER
Dansk økonomi står stærkt, men en optrapning af den amerikanske toldkrig kan koste dyrt på beskæftigelsen. Finanspolitikken holder dog hånden under økonomien. (Side 6)
.\\˙ MarketWire