Obligationer/åbning: Rentehop på stedet på nyhedsfattig dag
28/5 08:44
Der er fred og ingen fare på det danske obligationsmarked i de første handler onsdag, der er ugens sidste dag med aktivitet. Handlerne kan se frem til to dage, hvor de danske finansmarkeder er lukket startende med Kristi himmelfartsdag torsdag.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation ligger onsdag morgen uændret i 2,49 pct. i forhold til tirsdag. I sidste uge lukkede renten på den danske toneangivende tiårige statsobligation i 2,52 pct.
Nøgletalskalenderen er meget tynd onsdag, hvor det kun er de tyske arbejdsløshedstal, der figurerer. De ligger lige nu på det højeste siden coronapandemien - 6,3 pct. - og illustrerer den afmatning, som den tyske økonomi er inde i.
- Stigningen i arbejdsløsheden sker samtidig med, at den nye tyske regering vil investere massivt i den tyske infrastruktur for at få gang i økonomien. Det kan få den tyske arbejdsløshed til at falde. Til gengæld kaster den verserende handelskrig, anført af Trump, lange skygger over verdensøkonomien og kan øge usikkerheden, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en morgenkommentar.
Han påpeger, at skulle arbejdsløsheden stige, kan det få renterne til at falde.
Tallene lander lidt før kl. 10, og arbejdsløshedsprocenten ventes at ligge stabilt på 6,3 pct. ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
ET SKRIDT FREM OG TO TILBAGE
I sidste uge satte den amerikanske præsident et stort fingeraftryk på finansmarkederne med toldtrusler mod EU. Trumps kommentarer faldt som så ofte før på præsidentens eget sociale medie, Truth Social, hvor han anbefalede at lægge told på 50 pct. på varer fra EU. Og frygten for en ødelæggende told blev hurtigt mødt med aktiefald, mens investorerne i stedet søgte i sikkerhed på obligationsmarkedet.
Men i weekenden lavede den amerikanske præsident, Donald Trump, en kovending, hvor tolden på varer fra EU igen blev sat på pause til den 9. juli.
Nu har piben fået en anden lyd med udsættelsen - og det forlyder også fra Trump, at han er opmuntret over, at EU ser ud til at sætte fart på forhandlingerne med USA. Forleden var meldingen ellers, at forhandlingerne ingen vegne kom.
Renten er da også faldet herhjemme både mandag og tirsdag.
.\\˙ MarketWire