Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Trykket stemning inden vigtigt Nvidia-regnskab

28/5 13:10

Der hersker en småsur stemning på det europæiske aktiemarked onsdag, hvor de seneste dages optimisme omkring USA's toldkovending på europæiske varer lader til at ebbe ud.

Det brede europæiske Stoxx 600 går tilbage med 0,3 pct. efter plusser mandag og tirsdag.

Sideløbende afventer investorerne spændt dagens regnskab fra den amerikanske chipgigant Nvidia, som ventes at kunne rykke på den generelle appetit for aktier på grund af sin enorme størrelse og afgørende rolle på markedet for AI-løsninger.

- Nvidias regnskabstal vil være et vigtigt pejlemærke for markederne på grund af de implicitte meldinger om den generelle efterspørgsel efter kunstig intelligens, lyder det fra Daniel Murray, chef i schweiziske EFG Asset Management, ifølge Bloomberg News.

Blandt de europæiske selskaber er der optur til svenske Elekta, som producerer stråleudstyr, efter et opløftende regnskab for sit fjerde kvartal.

I det sidste kvartal af regnskabsåret, der sluttede ved udgangen af april, har selskabet foretaget en nedskrivning på 1064 mio. svenske kr. efter ændrede prioriteringer inden for forskning og udvikling.

Milliardnedskrivningen sætter i sagens natur sine spor på de overordnede indtjeningstal, men ses der på den underliggende forretningsudvikling viser kvartalet bedre takter, end analytikerne havde regnet med.

Det sender Elekta-aktien op med 5,2 pct. kort efter middag.

UNICREDIT FORTSÆTTER MED AT KØBE OP

I banksektoren har italienske Unicredit øget sin ejerandel i den græske bank Alpha Services and Holdings til i underkanten af 20 pct.

Det sker via køb af derivater, der giver Unicredit kontrol over ekstra 9,7 pct. af aktierne i Alpha Services. I forvejen ejede Unicredit 9,6 pct. af aktierne, lyder det i en meddelelse fra den ekspansive italienske bank, der også arbejder på en overtagelse af sin italienske kollega Banco BPM og tyske Commerzbank.

Unicredit stiger onsdag 1,8 pct. på børsen i Milano, mens Alpha Services skyder i vejret med 6,1 pct. i Athen.

Tobaksgiganten British American Tobacco har sat yderligere aktier til salg i det indiske tobaksselskab, ITC, og går nu efter at rejse omkring 1,5 mia. dollar, oplyser anonyme kilder til Bloomberg News.

Salget af aktieposten, der repræsenterer omkring 2,5 pct. af aktierne i ITC, blev meldt ud sent tirsdag eftermiddag. Dengang planlagde British American Tobacco et salg af aktier til en værdi af 1,36 mia. dollar.

Aktien i British American Tobacco, der står bag mærker som Dunhill og Lucky Strike, stiger med 0,6 pct.

.\\˙ MarketWire