Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Novo indhenter efterslæb fra USA og sikre indeksplus

2/6 11:52

Ikke mindst indekstunge Novo Nordisk sørger mandag formiddag for et samlet plus for det danske C25-indeks. Men også Vestas og Mærsk-aktierne bidrager til fremgang i eliteindekset, der stiger til 1773,70 eller med 0,7 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag før Kristi himmelfartsdag.

Fredag var det danske børsmarked lukket, mens børserne ude i verden holdt gang i handlen, og derfor har de danske aktier noget fremgang at indhente, påpeger chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink.

- Specielt Novo havde det rigtig fint i USA fredag og vinder noget af det ind her i dag. Og det er nok den primære årsag til, at det danske marked klarer sig bedre end Europa, vurderer Mads Zink.

Medicinalaktien løftes mandag middag 3,2 pct. til 468,15 kr. efter et plus i USA over den lange danske børsweekend på omkring 3 pct.

Derudover kan der være handlere, som først nu reagerer på den rebalancering i Kax Cap-indekset, som fandt sted onsdag. Den løfter vægtningen af Novo-aktien og motiverer derfor til køb.

Medicinalkollegerne Genmab og Bavarian Nordic gør Novo-aktien følgeskab i på toppen af C25 med stigninger på henholdsvis 3,1 pct. til 1422,50 kr. og 3,8 pct. til 179,50 kr.

VESTAS MED NYE ORDRER

Med i toppen stiger Vestas 2,8 pct. til 106,50 kr. Vindmøllekoncernen har siden onsdag sikret sig to italienske kontrakter på i alt 127 megawatt.

Men også generelt er der mandag positiv stemning omkring de grønne aktier. Også i Europa, konstaterer Mads Zink.

I det danske marked noteres et plus på 3,0 pct. til 276,30 kr. for Ørsted, selv om aktien mandag burde være belastet af udsigten til svære toldforhøjelse på stålimport til USA. Tidligere har tolden fået Ørsted til at nedskrive værdien af sine amerikanske projekter med 1,2 mia., og i Sydbank venter aktieanalysechef Jacob Pedersen, at nye nedskrivninger også vil blive konsekvensen af den seneste udvikling i toldkrigen.

Samme betragtning har den amerikanske storbank Citi i en aktuel analyse.

MÆRSK STYRKET AF STIGENDE RATER

Efterslæb gælder også for Mærsk-aktierne, efter at rateindekset SCFI fredag viste, at raterne på ruterne ud af Shanghai steg markant i sidste uge med 30,7 pct. Målingen på 2073 er den højeste i fire måneder.

USA og Kina indgik i midten af maj en aftale om at sænke de indbyrdes toldsatser markant i en foreløbige pause på 90 dage, og det har tilsyneladende ført til stor efterspørgsel efter transport, mens toldvinduet står åbent.

Mærsks B-aktie stiger 1,2 pct. til 12.025 kr., og aktien bevæger sig dermed modsat de fleste asiatiske rederier, som er dykket hen over fridagene.

ZEALAND PRØVER LYKKEN I EUROPA

Zealand Pharma har ansøgt de europæiske myndigheder om markedsføringstilladelse til lægemiddelkandidaten Glepaglutid til behandling af korttarmssyndrom. Aktien stiger 2,6 pct. til 465,30 kr.

I USA afviste den amerikanske lægemiddelstyrelse i december sidste år at godkende midlet, og Jefferies vurderede efterfølgende, at en lancering i USA først vil ske i 2029.

TRYG TRYKKES PÅ ANBEFALINGEN

Forsikringskoncernen Tryg er i vælten efter en sænket anbefaling hos det franske finanshus BNP Paribas Exane til "neutral" fra "outperform".

Kursmålet er desuden trimmet en smule til 166 kr. fra 168 kr., fremgår det af Bloomberg News.

Tryg-aktien falder 0,2 pct. til 168,40 kr.

FLSMIDTH KØBER VIRKSOMHED I SYDAFRIKA

FLSmidth har mandag formiddag meldt sig med en selskabsspecifik nyhed om opkøb af en produktionsvirksomhed i Sydafrika, som fremstiller kraftige gummiprodukter til en række industrier, blandt andet minesektoren. Prisen oplyses ikke.

Ingeniøraktien taber 1,2 pct. til 375 kr.

Per Aarsleff fået løftet sit kursmål hos Nordea 650 kr. fra 600 kr. , og hos Danske Bank er kursmålet hævet til Anbefalingen er stadig "køb". Anlægskoncernen, der kom med regnskab i sidste uge, stiger 3,2 pct. til 615 kr.

.\\˙ MarketWire