Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Vestas anfører højgrønt C25-indeks - Shape Robotics i vejret efter opkøb

4/6 11:20

Vestas er trukket i førertrøjen onsdag, hvor det særligt er de cyklisk aktier, der går frem på en gennemgående positiv dag.

Samtlige af eliteindekset C25's aktier ligger ved middagstid i grønt med et plus for hele indekset på 1,6 pct. til 1786,73.

Fremgangen kan ifølge Jyske Banks senioraktierådgiver Martin Munk skyldes, at USA's præsident, Donald Trump, skulle være i dialog om mulige handelsaftaler.

- På handelskrigsfronten er der meldinger om, at Trump er i dialog. Der er ikke noget konkret endnu, men der er noget i støbeskeen, siger han til MarketWire.

- Men vi er også ved at vænne os til USA's måde at angribe tingene på, fortsætter han med henvisning til USA's tilgang til handels- og toldpolitikken under Donald Trump.

Også på handlernes radar er torsdagens afslutning på rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB, hvor en sænkning af indskudsrenten på 25 basispoint til 2,0 pct. er forventningen. Mere usikkert er det, hvad ECB's næste træk bliver, lyder det fra Jyske Bank.

- Estimatet hos os hedder september nu, men det kan ikke udelukkes, at der skulle komme noget på mødet efter torsdag.

TYNDT MED SELSKABSSPECIFIKT NYT

Det er Vestas, der onsdag har lagt sig helt i spidsen af C25-indekset med en fremgang på 4,5 pct. til 106,45 kr. Der er ikke noget nyt fremme fra vindmølleproducenten, der både mandag og tirsdag har kunnet berette om nye ordrer.

Med til vejrs er Zealand Pharma med en fremgang på 3,8 pct. til 477,20 kr. Tirsdag gik biotekaktien også til tops, efter at Gubra uden for eliteindekset annoncerede, at man ville udlodde 1 mia. kr. i udbytte til aktionærerne.

Også Gubra fortsætter sin fremgang onsdag, hvor aktien stiger 4,3 pct. til 470,20 kr. Tirsdag steg aktien 14,2 pct.

Imens får tirsdagens prygelknabe NKT lidt revanche onsdag, efter at en sænket anbefaling og et sænket kursmål hos DNB Carnegie tirsdag sendte aktien ned med 5,7 pct.

Onsdag stiger kabelproducentens aktie 1,1 pct. til 528 kr.

SHAPE ROBOTICS GÅR I VEJRET EFTER STOR AFTALE

Shape Robotics går til tops på det danske aktiemarked onsdag, efter at selskabet, der udvikler undervisningsteknologi, har skaffet sig adgang til AI-værktøjer og distribution gennem opkøbet af finske Sanako.

Prisen for Sanako er cirka 65 mio. kr. og betales med nye aktier i Shape Robotics.

Med opkøbet overtager det danske selskab rettighederne til Sanakos AI-understøttede SaaS-løsning og finnernes globale distributionsnetværk, der tæller 60 aktive forhandlere og kunder i 114 forskellige lande.

Shape Robotics stiger 13,1 pct. til 19,80 kr.

.\\˙ MarketWire