Europa/aktier: Stimulusplaner fra Tyskland bag løftet stemning
4/6 12:09
Vedtagne skattelettelser i Tyskland spreder onsdag glæde på de europæiske aktiemarkeder, hvor det tyske DAX-indeks står til at lukke i rekord.
Den tyske regering har onsdag godkendt en skattelettelsespakke på 46 mia. euro for at sætte skub i Europas største økonomi i perioden 2025 til 2029, skriver Reuters.
Det brede fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600 stiger ved middagstid 0,6 pct. til 552,25, og i Tyskland stiger eliteindekset DAX 1,0 pct. til rekordniveauet 23.340,39.
Trods det tyske bidrag til den gode stemning hænger USA's toldpolitik stadig som en sky over de globale aktiemarkeder - ikke mindst efter at præsident Donald Trump har fordoblet sin told på stål og aluminium til 50 pct.
Alligevel har den værste uro omkring Donald Trumps toldpolitik lagt sig, efter at han gik tilbage fra sin astronomiske trecifrede told på kinesiske varer.
- Vores holdning er, at Kina og Europa altid vil være de sværeste for USA at nå en skatteaftale med, siger Viresh Kanabar, der er makrostrateg i Macro Hive, til Reuters.
- Siden Trump gik tilbage på sin overdrevne told mod Kina, har markedet sagt, at vi nu mere eller mindre kender "worst case"-scenariet. Hvis det sker, vil det være slemt, men ikke så slemt som en recession, fortsætter han.
AIRBUS MED MULIG KINESISK ORDRE
Der er rift om aktien i den europæiske flyproducent Airbus onsdag, hvor det forlyder, at en kinesisk flybestilling er undervejs.
Aktien stiger 4,1 pct. til 173,22 euro.
Anonyme kilder fortæller Bloomberg News, at kinesiske luftfartsselskaber lige nu skulle være i fuld gang med at drøfte flyordrerne, der kan være på alt mellem 200 og 500 fly.
Drøftelserne sker forud for et besøg fra europæiske ledere i Beijing i næste måned.
Der er dog fortsat stor usikkerhed om ordrerne, der både kan blive trukket i langdrag eller helt falde til jorden, beretter kilderne.
.\\˙ MarketWire