Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Appetit på AI trumfer elendig jobrapport i grøn start

4/6 15:39

Nye tal for beskæftigelsen i den private sektor i USA gør intet godt for stemningen onsdag, efter at jobskabelsen i maj viste sig langt dårligere end ventet.

Alligevel trumfer appetitten på kunstig intelligens, AI, efter et stærkt regnskab fra HP Enterprise, der smitter positivt af på chipproducenterne Broadcom, Advanced Micro Devices og Nvidia.

Det brede S&P 500-indeks stiger i den indledende handel med 0,2 pct., og Dow Jones-indekset øger 0,1 pct., mens det teknologitunge indeks Nasdaq vinder 0,2 pct.

Der blev kun skabt 37.000 stillinger på det private jobmarked i USA i maj, viser beskæftigelsesrapporten opgjort af ADP onsdag. Der var til sammenligning ventet hele 114.000 job.

Skuffelsen kan ifølge avisen Wall Street Journal indikere, at de amerikanske virksomheder holder igen med at rekruttere i en usikker tid med toldkrig.

BARCLAYS OPJUSTERER S&P 500-ESTIMAT

Det britiske børshus Barclays har løftet sine forventninger til udviklingen i brede S&P 500-indeks. Det sker ifølge Investing.com, efter at den værste uro omkring præsident Donald Trumps toldpolitik har lagt sig.

Dermed melder Barclays sig i koret af finanshuse, der har opjusteret estimaterne for indekset. Tidligere har Goldman Sachs, Deutsche Bank og UBS også opjusteret.

Barclays venter nu, at S&P 500 vil afslutte året i niveauet 6050 mod tidligere 5900. Tirsdag steg indekset til 5970,37.

HP ENTERPRISE OPJUSTERER

Serverproducenten HP Enterprise høster onsdag analytikerroser efter tirsdagens sene regnskab for andet kvartal, der bød på overraskende stærke resultater og en opjustering.

Aktien stiger 5,1 pct.

- HPE's bedre end ventede andet kvartal var bredt baseret og overpræsterede på tværs af nøgleproduktsegmenter med en forbedret eksekvering af serversalget - alligevel tilføjede AI-omsætningen kun 1 mia. dollar til en beskeden overstigning af salgsforventningerne, skriver Bloomberg Intelligence om regnskabet.

HP Enterprise venter for helåret en justeret indtjening per aktie på 1,78-1,90 dollar mod tidligere 1,70-1,90 dollar. Konsensus var ifølge Bloomberg News 1,80 dollar.

Med i vejret går chipproducenten Advanced Micro Devices, AMD, med et plus på 0,1 pct. Det samme gør Broadcom, der udbygger sin rekord fra tirsdag, med en stigning på 1,2 pct. Nvidia stiger desuden 0,4 pct.

WELLS FARGO FÅR OPHÆVET AKTIVLOFT

Der er også lagt op til fremgang for den amerikanske storbank Wells Fargo onsdag, efter at USA's centralbank, Federal Reserve, har ophævet et syvårigt loft over bankens aktiver.

Det sker, efter at Wells Fargo har efterkommet alle centralbankens betingelser. Aktivloftet har hidtil lydt på 1950 mia. dollar.

Selv om ophævelsen ifølge børshuset Evercore ISI var forventet, tages beslutningen godt imod, og banken stiger 2,7 pct.

Modsat går det verdens nummer tre målt på markedsværdi, Apple, der ifølge Reuters har fået sænket anbefalingen hos Needham.

Børshuset siger nu "hold" til aktien mod tidligere "køb", og Apple-aktien sætter sig 0,2 pct.

HUG TIL CROWDSTRIKE TRODS OPJUSTERING

It-sikkerhedsselskabet Crowdstrike leverede sent tirsdag regnskab for første kvartal, der i det store hele flugtede med markedets forventninger.

Knap så godt gik det med prognosen for andet kvartal, hvor salgsforventningerne haltede efter konsensus i markedet, og selv om helårsforventningerne også har fået et løft, får aktien på puklen i formarkedet.

Regnskabet har fået analytiker Peter Levine fra Evercore ISI til at sænke anbefalingen til neutralt territorium fra "outperform" ifølge Bloomberg News. Analytikeren begrunder sænkningen med, at det er svært at se positive katalysatorer fra aktien forude, ligesom at frustrationen blandt investorerne stiger fra "talrige omsvævende og ubehandlede problematikker".

Aktien falder 8,0 pct.

.\\˙ MarketWire