Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Sundhedsaktier vinder frem mens investorer kigger mod toldforhandlinger

6/6 12:40

Det er sundhedsaktierne, der går forrest på det europæiske marked fredag, hvor danske Demant og Novo Nordisk er med til at trække for. Det sker efter lukkede markeder i Danmark torsdag, og fredag er det så svenskerne, der holder lukket.

Helt i toppen af Stoxx 600-indekset stiger Demant mest med 6,2 pct. efter to købsanbefalinger fra finanshuse. Novo Nordisk følger efter med et plus på 2,8 pct.

I det samlede marked er stemningen imidlertid mere afdæmpet, og det fælleseuropæiske indeks ligger midt på dagen stort set uændret. For investorerne er det den verserende handelskrig samt ikke mindst forhandlinger mellem USA's præsident Donald Trump og Kinas Xi Jinping, der fylder. Ifølge Bloomberg News har de to præsidenter haft en samtale i ugens løb, der uden at give konkrete løsninger dog er forløbet positivt.

- Udsigterne ser bedre ud, men samtidig ser vi nogle værdiansættelser, hvor man skal være mere selektiv, i forhold til hvilke europæiske virksomheder man rent faktisk vil investere i, siger Martin Frandsen, der er porteføljemanager hos Principal Asset Management, ifølge Bloomberg News.

Fredag er fokus også i høj grad rettet mod jobdata og renter, da en jobsrapport fra USA ud på eftermiddagen kan give nye indikationer for rentebilledet i USA fremover. Torsdag sænkede Den Europæiske Centralbank (ECB) indlånsrenten med 0,25 pct. point til 2 pct. Centralbanken begrundede beslutning om at sænke renten med, at inflationen har nået et niveau omkring 2 pct.

Med rentenedsættelsen er det tydeligt markeret, at fokus flyttes til ECB's budskab om vejen fremover, da renten på 2 pct. nu er i det "neutrale" interval, hvor den hverken stimulerer eller hæmmer væksten.

Blandt enkeltaktierne er der fredag også fokus på Adidas, der har fået konkurrentnyt fra USA. Aktien for det tyske sportstøjsmærke smider 0,6 pct., efter at amerikanske Lululemon har leveret et skuffende kvartal og sænket forventningerne til året. Det skyldes stigende konkurrence og toldbekymringer.

.\\˙ MarketWire