Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/lukning: UBS og Demant trak fra på grøn dag i Europa

6/6 17:57

Det var finans- og sundhedsaktierne, der gik forrest på det europæiske marked fredag, hvor danske Demant endte med den største optur efter to købsanbefalinger.

Høreapparataktien endte således helt i toppen af det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks, hvor aktien hentede 6,8 pct.

Lige i hælene fulgte den schweiziske storbank UBS, der blev løftet af lettede investorer og så aktien stige 3,8 pct.

Til sammenligning steg Stoxx 600 med 0,3 pct., hvor finansaktierne trak mest med 1,3 pct. og sundhedsaktierne hentede 0,9 pct.

Den schweiziske storbank UBS skal kunne stille omtrent 26 mia. dollar ekstra klar i sikkerhed, lyder kapitalkravet fra den schweiziske regering. Og det gav lettelse, at kapitalkravet nu er kendt.

Hos børshuset Vontobel er det holdningen, at forslaget fra Schweiz' regering var indregnet i aktiekursen.

- Aktien er underpræsteret voldsomt i forhold til peers, og det lader til, at forslaget fra i dag var indregnet, siger analytikeren.

Kapitalkravene fra den schweiziske regering kommer også til at få en betydning for antallet af aktietilbagekøb, som UBS kan gennemføre, skriver CNBC.

- Stigningen i "going-concern"-kravene er nødt til at blive modsvaret med op mod 26 mia. dollar i CET1-kapital for at tillade beholdningen af AT1-obligationer at blive reduceret til omkring 8 mia. dollar, skriver den schweiziske regering i en meddelelse ifølge CNBC.

"Going-concern" er et revisionsteknisk begreb, der typisk dækker over, om en virksomhed kan fortsætte driften det næste år.

Den positive stemning hang også sammen med en stærkere end ventet jobvækst i USA, som dog blev mudret lidt af nedrevideringer i tidligere måneder. Det gav optimistiske investorer både i USA og Europa. Hertil stigende renter, som også har for vane at smitte positivt af på finansaktier.

Samtidig hæfter investorerne sig ved, at den amerikanske præsident Donald Trump i ugens løb har talt i telefon med sin kinesiske modpart Xi Jinping, og at mødet efter sigende gik godt.

- Udsigterne ser bedre ud, men samtidig ser vi nogle værdiansættelser, hvor man skal være mere selektiv, i forhold til hvilke europæiske virksomheder man rent faktisk vil investere i, siger Martin Frandsen, der er porteføljemanager hos Principal Asset Management, ifølge Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire