Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/aktier: S&P 500 nærmer sig rekord - toldsnak mellem USA og Kina bidrog til godt humør

10/6 06:32

Mens de danske investorer holdt fri mandag, var der anderledes gang i det amerikanske marked med fremgang på udsigt til en handelsaftale mellem USA og Kina. Det brede S&P 500-indeks er nu ikke langt fra sin rekord fra den 19. februar, hvor indekset sluttede i 6144,15.

Wall Street sluttede mandagen i små plusser med en fremgang til S&P 500-indekset på 0,1 pct. i 6005,88 - 2,1 pct. fra rekord - Nasdaq gik 0,3 pct frem, mens Dow Jones endte uændret på den danske lukkedag.

Fremgangen ser ud til at fortsætte tirsdag, hvor futuren for S&P 500 ligger med et plus på 0,4 pct. fra morgenstunden. Nasdaq- og Dow Jones-futuren stiger med henholdsvis 0,6 pct. og 0,3 pct.

Det var forhandlinger mellem USA og Kina, der fik aktierne til at stige en smule og bidrog til den fremgang, der bragte S&P 500 inden for rækkevidden af sin rekord. Efter mere end seks timers forhandlinger gik parterne fra hinanden for at mødes igen tirsdag, skriver Bloomberg News.

Det var blandt andet de store teknologivirksomheder, der steg mandag, mens også elbilproducenten Tesla gik frem.

Apple, der mandag tog hul på sin årlige Worldwide Developers Conference, WWDC, konference for iOS- og OS X-udviklere, faldt 1,4 pct. WWDC afholdes af Apple i Californien og har eksisteret siden 1990.

Handelsforhandlingerne mellem Washington og Beijing begyndte mandag i London, hvor USA signalerede, at man var villig til at fjerne restriktioner på noget teknologieksport til gengæld for forsikringer om, at Kina lemper grænserne for salg af sjældne mineraler, skriver Bloomberg News.

Mødet begyndte mandag lige efter kl. 13 lokal tid og kan genoptages tirsdag, hvis det er nødvendigt.

Forhandlinger om en toldaftale kommer efter et telefonmøde sidste uge mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den kinesiske præsident, Xi Jinping. Samtalen handlede næsten udelukkende om handel og var ifølge Trump "meget god".

- Markederne er steget på grund af udsættelsen af toldsatserne og opfattelsen af, at de vil være mere moderate end oprindeligt annonceret, siger Richard Saperstein fra Treasury Partners til Bloomberg.

- Vi forventer, at markederne fortsat vil være følsomme over for overskrifter, da det tager tid at forhandle handelsaftaler, og foruroligende toldnyheder sandsynligvis vil forårsage mærkbar volatilitet, siger han.

Wall Street bliver mere og mere optimistisk med hensyn til de amerikanske aktier, og prognoserne fra Morgan Stanley og Goldman Sachs Group tyder på, at en robust økonomisk vækst vil begrænse ethvert tilbagetog i løbet af sommeren.

WARNER SPLITTET I TO

Warner Bros. Discovery har delt selskabet i to, og frigør sin hurtigt voksende streamingvirksomhed fra den del af selskabet, der kæmper med ældre medier, og har dannet to uafhængige virksomheder.

Og det faldt ikke i god jord, da investorerne sendte aktien ned med 3 pct.

Tesla gik frem på trods af, at finanshuset Argus skar sin anbefaling ned til "hold" fra "køb, og Baird nu siger "neutral" mod tidligere "køb" med et kursmål på 320 dollar.

Baggrunden er stigende bekymring på Wall Street over elbilproducentens udsigter efter sidste uges sammenstød mellem topchef og stifter Elon Musk og Donald Trump.

Tesla steg 4,6 pct. til 308,66 dollar.

Chipselskabet Qualcomm har aftalt at købe det London-børsnoterede halvlederfirma Alphawave IP for cirka 2,4 mia. dollar for at udvide sine teknologier til kunstig intelligens.

Og det tog investorerne godt imod. Aktien blev sendt 4,1 pct. op til 155,38 dollar.

Meta Platforms forhandler om at foretage en investering på flere mia. dollar i opstart af kunstig intelligens Scale AI, skriver Bloomberg. Det er kilder med kendskab til sagen, der har bragt nyheden til torvs.

Meta, der står bag Facebook, mistede 0,5 pct. på aktiekursen, der mandag endte i 694,08 dollar.

.\\˙ MarketWire