Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novo-investors position kædes sammen med valg af topchef: Nordnet ser anden forklaring

10/6 07:59

Den britiske hedgefond Parvus har opbygget en aktieposition i den danske medicinalgigant Novo Nordisk.

Medier som Financial Times og Reuters berettede mandag om, at den aktivistiske investor ønsker indflydelse på, hvem der skal overtage roret fra Lars Fruergaard Jørgensen, der i maj fratrådte sin stilling på krav fra hovedejeren, Novo Nordisk Fonden.

Forklaringen er dog sandsynligvis en anden, mener Nordnets investeringsøkonom Per Hansen, der i stedet peger på en haltende aktiekurs og et fortsat vækstpotentiale.

- I en artikel i Financial Times og viderebragt i Reuters fremgår det, at hedgefonden Parvus har købt op i Novo Nordisk for at få indflydelse på udnævnelsen af den kommende topchef. Mit take: Tjah, hmmm. Det er næppe grunden til opkøb, som jeg nærmere tror hænger sammen med en god cocktail, skriver Per Hansen.

Investeringsøkonomen fremhæver i stedet, at aktien i Novo på et år er blevet halveret, og at den er blevet handlet til en historisk lav pris, når man ser fem år tilbage, målt på P/E, hvor aktiekurs og selskabsindtjeningen holdes op mod hinanden.

Aktien har ifølge Per Hansen været presset ned af bekymringer om, at en større krise skulle finde sted i Novo. Med en forventet vækst på 17 pct. i år kan man dog næppe kalde det en krise - snarere at være udfordret, bemærker investeringsøkonomen.

Siden Lars Fruergaard Jørgensen blev afskediget, er aktien i Novo steget 15 pct. Fyringen kan have været et vendepunkt for aktien, påpeger Per Hansen.

- Fyringen af Lars Fruergaard Jørgensen kan være vendepunktet. Det skyldes efter min mening, at [...] Novo Fonden signalerer, at der skal ske ændringer, og at det er beviset på, at aktiekurser er andet end blot tal på et stykke papir.

Når en hedgefond som Parvus øger sin position i Novo, hænger det ifølge Nordnet sammen med den historisk lave prisfastsættelse af selskabet samt Novos markedsmuligheder inden for fedme og generelle markedsposition. Samtidig kan Parvus se en aktiv ejer, der gør noget for at ændre en negativ udvikling, bemærkes det.

Parvus har ikke oplyst størrelsen på sin aktiepost i Novo, da den er under 5 pct.

.\\˙ MarketWire