Aktier/åbning: Novo tager fronten i grøn ugestart
10/6 09:22
Efter en forlænget weekend fortsætter den gode stemning på det danske aktiemarked fra morgenstunden, hvor Novo Nordisk har lagt sig i toppen af C25-indekset efter nyheden om, at hedgefonden Parvus har købt godt op af Novo-aktier.
C25-indekset stiger indledningsvis med 0,7 pct. til 1823,68 oven på fredagens optur på 1,3 pct.
På den geopolitiske front fortsætter toldforhandlinger mellem USA og Kina på anden dag i London.
- Investorerne ser blandt andet frem til dagens fortsatte forhandlinger i London mellem USA og Kina om en handelsaftale. Meldinger fra forhandlingerne kan få stor betydning for aktierne og dollaren i denne uge, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar tirsdag morgen.
PARVUS KØBER NOVO-AKTIER
Den britiske hedgefond Parvus har opbygget sig en aktieposition i Novo Nordisk, og medier som Financial Times og Reuters beretter om, at den aktivistiske investor ønsker indflydelse på, hvem der skal overtage roret fra Lars Fruergaard Jørgensen, der i maj fratrådte sin stilling på krav fra hovedejeren, Novo Nordisk Fonden.
Forklaringen er dog sandsynligvis en anden, mener Nordnets investeringsøkonom Per Hansen, der i stedet peger på en haltende aktiekurs og et fortsat vækstpotentiale.
- I en artikel i Financial Times og viderebragt i Reuters fremgår det, at hedgefonden Parvus har købt op i Novo Nordisk for at få indflydelse på udnævnelsen af den kommende topchef. Mit take: Tjah, hmmm. Det er næppe grunden til opkøb, som jeg nærmere tror hænger sammen med en god cocktail, skriver Per Hansen.
Sideløbende mener Novo Nordisk ikke, at der er en sammenhæng mellem øjensygdommen Naion og brug af Semaglutid, der er det aktive stof i flere af Novos bedst sælgende midler. Det oplyser Novo i et skriftligt svar til DR.
Den europæiske bivirkningskomité Prac har ellers vurderet, at øjensygdommen er en meget sjælden bivirkning ved semaglutid. Det skrev Lægemiddelstyrelsen fredag i en pressemeddelelse.
Novo-aktien stiger fra start med 2,4 pct. til 502,20 kr.
MÆRSK MELDER OM KRAFTIG FREMGANG PÅ RUTER OVER STILLEHAVET
Efter den 90-dages udsættelse af toldsatserne mellem USA og Kina, der blev annonceret i midten af maj, har A.P. Møller-Mærsk oplevet et kraftigt opsving i bookinger på trafikken over Stillehavet - Transpacific.
Det sker efter en midlertidig afmatning i april, hvor mængderne fra Kina til USA faldt med op til 40 pct., oplyser Mærsk.
Mange kunder bruger nu dette vindue til at fremrykke forsendelser, hvilket potentielt kan fremrykke højsæsonen, lyder det.
Mærsks B-aktie går frem med 0,5 pct. til 12.400 kr.
Vestas har sikret sig en spansk ordre på 46 megawatt (MW), oplyste selskabet mandag.
Kunden bag ordren er spanske Naturgy til projektet Somozas, og de 46 MW fordeler sig på 7 V150-6.0 MW og to V110-2.2 MW. Oveni ordren følger en 10-årig serviceaftale.
Vestas falder med små 0,5 pct. til 108,20 kr.
CBRAIN PÅ HIMMELFLUGT EFTER LØFTET ANBEFALING
På analytikerfronten har Cbrain fået hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos norske ABG Sundal Collier.
Kursmålet er samtidig forhøjet betydeligt til 230 kr. fra 150 kr., viser data fra Bloomberg News.
Det sender aktien lodret op med 11,9 pct. til 191,80 kr.
Lundbeck har fået sænket sit kursmål til 45 kr. fra 50 kr. hos JPMorgan, skriver Reuters.
Anbefalingen fremgår ikke af opdateringen. Senest var den "neutral".
Lundbeck ligger med et indledende minus på 0,4 pct. til 38,26 kr.
.\\˙ MarketWire