Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligtioner/middag: Renten siver stilfærdig efter lang pinseweekend

10/6 12:27

Renterne siver stilfærdigt tirsdag formiddag efter den forlængede pinseweekend, hvor handlerne må se langt efter inspirerende makrodata.

Ved middagstid ligger renten på den tiårige danske toneangivende statsobligation i 2,51 pct. svarende til et fald på blot 2 basispoint i forhold til lukkerenten fredag eftermiddag før pinse. Åbningsniveauet tirsdag morgen var 2,52 pct.

Dagens bedste bud på et betydende nøgletal er det amerikanske NFIB-indeks, der måler stemningen blandt de små og mellemstore virksomheder i landet. Indekset steg for maj til 98,8 fra 95,8 i april men mod en ventet stigning til 96,0 ifølge tal fra Bloomberg News.

Indekset ventes påvirket af blandt andet USA's præsident Donald Trumps toldpolitik, mens et stigende antal virksomheder samtidig beretter om lettere adgang til kvalificerede medarbejdere.

Allerede fredag fik markedet et solidt indtryk af tilstanden for amerikanske økonomi med offentliggørelsen af den tunge jobrapport.

Den viste, at der i maj blev skabt 139.000 nye job i USA uden for landbruget. Der var ventet 126.000 job af økonomerne, viste estimater indsamlet af Bloomberg News. Tallene for de foregående to måneders jobskabelse blev dog revideret ned, hvilket trak i modsatte retning. Men samlet set inspirerede jobrapporten fredag til stigende renter. Også i Danmark.

Mere overskuelig er effekten af de danske data for prisudviklingen i maj, som tirsdag morgen viste, at inflationen tiltog til 1,6 pct. fra 1,5 pct. målt på årsbasis, viser tal fra Danmarks Statistik tirsdag morgen.

- Det er produktgruppen fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer, der bidrager mest til inflationen. Under nævnte produktgruppe er det særligt chokolade og sukkervarer, der bidrager til inflationen i maj, skriver Danmarks Statistik.

Omvendt aftog kerneinflationen, som er renset for energi og ikke-forarbejdede fødevarer, til 1,6 pct. fra 1,7 pct. i april.


.\\˙ MarketWire