Obligationer/tendens: Producentpriser og ECB-taler under lup i roligt rentemarked
12/6 07:26
Faldende amerikanske statsrenter onsdag vurderes af flere at være et lidt lokalt fænomen, og derfor ventes de ikke at smitte voldsomt af på det danske marked fra start torsdag.
I USA faldt renterne nemlig primært efter lavere end ventede inflationstal fra USA samt en succesfuld auktion over statspapirer, mens der var mere ro på herhjemme.
Den toneangivende tiårige amerikanske T-bond endte onsdag med en rente på 4,42 pct. - et fald på 5 basispoint. Og torsdag morgen er renten gået yderligere tilbage til 4,40 pct., hvilket er 4 basispoint lavere end ved dansk lukketid.
Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige statsobligation onsdag uændret i 2,50 pct. oven på et fald på 3 basispoint tirsdag.
Af væsentlige nøgletal torsdag kan særligt en opgørelse af producentpriserne i USA i maj nævnes.
- De amerikanske producentpriser er blandt de første steder, hvor effekten af øgede toldsatser vil kunne mærkes. Told rammer producenterne først, og hvor stor påvirkningen bliver på forbrugerpriserne afhænger af, hvor stor en andel af prisstigningerne, som virksomhederne putter over på forbrugerne, skriver Mathias Dollerup Sproegel, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en morgenkommentar.
Økonomerne venter ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News en stigning på 0,2 pct. i producentpriserne i maj sammenlignet med april mod et fald på 0,5 pct. måneden før.
På årsbasis ses producentpriserne i maj være steget med 2,6 pct.
Samtidig kan investorerne hente inspiration fra taler fra en hel række af topfolk hos Den Europæiske Centralbank (ECB), der deler ud af deres tanker en uge efter sidste uges rentenedsættelse fra centralbanken.
.\\˙ MarketWire