Danske Bank-topchef maner til ro: Ved nedbrud skal man stadig kunne betale for dagligvarer
12/6 14:54
Det er under to måneder siden, at store dele af Spanien og Portugal stod uden strøm. Lyset gik ud, der var kaos i trafikken, og pludselig var der rift om fysiske kontanter.
Ifølge Carsten Egeriis, topchef i Danske Bank, behøver vi dog ikke være bekymrede for en lignende situation i Danmark. Hvis uheldet er ude, skal man stadig kunne betale for de mest basale dagligvarer.
- Vi har et kæmpe ansvar for det i finanssektoren. Jeg kan også betrygge jer med, at vi har jo ikke testet det (i fuld skala, red.), men det er noget, som vi har arbejdet både med Nationalbanken og med regeringen i forhold til at sikre, at hvis betalingsinfrastrukturen er nede, så skal man stadig kunne bruge for eksempel sit dankort, selv om man ikke kan "cleare" pengene, siger han fra scenen på Folkemødet, der afholdes i disse dage på Bornholm.
Han henviser hermed til den proces, hvor transaktionsdetaljerne overføres og afstemmes digitalt, men som altså ikke vil være nødvendig under et nedbrud.
- Man skal kunne gå ind og købe sine dagligvarer i forretningerne, og det bliver også testet i et lidt mindre kredsløb, siger han.
- Du kan ikke købe et fjernsyn eller computer, men du kan købe de ting, der skal til i forhold til at få noget at spise og for at leve.
I Spanien opstod nedbruddet ifølge myndighederne som konsekvens af et særligt atmosfærisk fænomen, som førte til et omfattende nedbrud på elnettet.
.\\˙ MarketWire