USA/åbning: Toldaftaler fylder fortsat og tynger - Boing sendt til tælling efter flystyrt
12/6 15:39
Stigende spændinger i Mellemøsten, kommende toldforhandlinger, et flystyrt og Tesla ramt af tretrinsraket tager overskrifterne torsdag på Wall Street. Og samlet falder de ledende aktieindeks.
Det brede S&P 500-indeks falder 0,3 pct., Dow Jones går 0,5 pct. tilbage, og Nasdaq mister 0,2 pct. på indeksniveau.
Den amerikanske præsident sagde onsdag, at har vil flytte amerikansk personale ud af Mellemøsten, da det kunne være et "farligt sted", og tilføjede, at USA ikke ville tillade Iran at have et atomvåben.
Det sker på et ustabilt tidspunkt for regionen og kun få dage før en planlagt sjette runde af atomforhandlinger mellem Iran og USA. En højtstående iransk embedsmand sagde tidligere onsdag, at Teheran vil angribe amerikanske baser i regionen, hvis atomforhandlingerne mislykkes, og der opstår en konflikt.
TOLDAFTALER I DET UVISSE
Kina har torsdag bekræftet handelsaftalen med USA og styrker dermed en skrøbelig våbenhvile i den handelskrig, der har rystet de globale markeder en stor del af året. Men der er fortsat arbejde at gøre - både i forhold til detaljeringsgranden i aftalen mellem Kina og USA - men ikke desto mindre i forhold til en række andre handelspartnere - herunder EU.
Torsdag vil fokus også dreje sig om producentprisindekset for maj, som offentliggøres inden handelsstart.
- Maj kan være for tidligt til at se effekten af toldsatserne, men en svagere efterspørgsel kan også begrænse gennemslaget. Vi tror på større toldvirkninger, der starter senere på sommeren, skriver strateger fra Citigroup i et notat ifølge Reuters.
BOEING I KRISE
Aktierne i flyproducenten Boeing taber 5,3 pct., efter et fly med mindst 242 ombord af typen Boeing 787 Dreamliner er styrtet ned kort efter afgang fra fra den indiske by Ahmedabad til London, beretter flere medier.
Dreamliner er et af de mest populære langdistancefly og opereres af knap 70 flyselskaber på globalt plan. Flytypen har indtil dags dato ikke været involveret i uheld, der har kostet liv, siden den blev introduceret for godt 14 år siden ifølge tal fra Safety Aviation Network.
Tesla er også under pres og mister 0,7 pct. på kursen i de første handler. Aktien falder, efter at Trump har varslet, at han vil ophæve en dispensation om, at Californien kan stille krav om, at mindst 80 pct. af statens køretøjer er elbiler inden 2035, skriver Reuters.
Desuden vil han forsøge at forhindre solstatens planer om at indføre et forbud fra 2035 mod salg af køretøjer, der alene kører på benzin. Og endelig vil Trump underskrive en resolution godkendt af Kongressen, om at ophæve en tidligere godkendelse fra 2023 af Californiens plan om at kræve, at et stigende antal tunge lastbiler skal være nuludledningskøretøjer.
VACCINESELSKAB STIGER MARKANT
Tyske biotekselskab Biontech køber sin tidligere vaccinekonkurrent Curevac for 1,25 mia. dollar. Opkøbet skal hjælpe Biontech med sin store satsning inden for kræftbehandling, skriver Bloomberg News.
Betalingen sker i aktier, og Curevac-investorerne kan se frem til at få 5,46 dollar i Biontech-aktier per Curevac-aktie. Det svarer til en præmie på 34 pct. med udgangspunkt i onsdagens lukkekurs.
Curevac sendes op med hele 34,3 pct. til 5,42 dollar.
I en hel anden boldgade er softwareselskabet Oracle i god form, efter at selskabet sent onsdag imponerede markedet med sine forventninger til regnskabsåret 2025/26.
Selskabet regner nemlig med en omsætningsvækst, der vil være "dramatisk højere," end regnskabsåret før. Oracle-aktien stiger 7,4 pct.
GAMESTOP GÅR I RØDT
Memeaktien Gamestop går en rød dag i møde, efter at videospilforhandleren har meddelt, at den vil sælge konvertible obligationer for 1,75 mia. dollar. og bruge provenuet til potentielle opkøb og investeringer i overensstemmelse med virksomhedens investeringspolitik, skriver Bloomberg News.
Det falder ikke i god jord hos investorerne, der sender aktien 19,4 pct. ned i den indledende handel.
.\\˙ MarketWire