Obligationer/tendens: Rentefald i vente efter eskalering af konflikten i Mellemøsten
13/6 07:16
Der kan ventes en fredag med stor nervøsitet på de finansielle markeder, efter at Israel natten til fredag har indledt et angreb på blandt andet atommål i Iran.
Det har fredag morgen sendt oliepriserne kraftigt i vejret, mens aktiemarkederne står til at åbne med klare fald i både Europa og USA.
Usikkerheden må omvendt forventes at give en vis trafik af midler over i obligationsmarkedet med stigende kurser og faldende renter falder.
- De finansielle markeder er hen over natten blevet ramt af et stort fald i risikoappetitten som reaktion på en markant eskalering af konflikten i Mellemøsten. Uroen kommer efter, at Israel har gennemført et såkaldt forebyggende angreb mod Irans atomanlæg, hvilket har sendt chokbølger gennem de globale markeder og udløst en flugt mod sikre havne, skriver Nordea i en morgenkommentar.
Rentefaldet har dog foreløbigt været relativt afdæmpet i forhold til udsvingene på aktie- og oliemarkederne.
Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt torsdag med 6 basispoint til 4,36 pct., og på markedet i Tokyo fredag er renten faldet yderligere til 4,34 pct. Det er 4 point under renten, da obligationsmarkedet i Danmark lukkede.
Herhjemme faldt renten på den toneangivende tiårige statsobligation torsdag med 4 basispoint til 2,46 pct.
Mens meget tyder på, at det er geopolitikken, der fredag kommer til at diktere retningen på de finansielle markeder, så kan markedsdeltagerne også se frem til tal for den amerikanske forbrugertillid.
Den foreløbige forbrugertillidsopgørelse fra University of Michigan ventes ifølge Bloomberg at byde på en stigning i det overordnede indeks til 53,6 i juni fra 52,2 måneden før.
.\\˙ MarketWire