Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Israelsk militærangreb sender oliepriserne kraftigt i vejret

13/6 08:40

Oliepriserne steg voldsomt natten til fredag og begge noteringer handlede et pænt stykke over 75 dollar tønden, efter at Israel gennemførte et angreb mod Iran, som var primært fokuseret på militære og atomare mål. Selvom der ikke er rapporteret om ødelagt olieinfrastruktur, så tog investorerne bestik af situationen, mens forholdet mellem de vestlige magter og Iran blev væsentligt forværret.

- Ofte ser man, at markedet falder til ro efter en pludselig stigning udløst af geopolitik. Men denne gang kan man frygte, at reaktionen, og dermed den geopolitiske risikopræmie i olieprisen, bliver mere vedvarende, skriver Arne Lohmann, der er chefanalytiker i Global Risk Management.

Ifølge israelske kilder var en række atomare anlæg blandt målene, som dagligt bliver brugt til at berige uran. Motivet bag angrebet er således at skabe et tilbageslag i Irans udvikling af atomvåben. Angrebet kommer på bagkant af flere måneders forhandling mellem USA og Iran om en atom-nedtrapning. Desuden har amerikanerne erklæret, at de ikke har haft nogen involvering i nattens angreb.

INVESTORERNE ØJNER FLERE PROBLEMER

Oliemarkedet er, som sædvanligt, svært at spå om på den korte bane, men Arne Lohmann holder øje med flere risici den kommende tid. Han påpeger blandt andet, at man må antage atomforhandlingerne mellem USA og Iran er brudt sammen. Men der kan væres større problemer i sigte.

- Det mest kritiske for oliemarkedet er, at Iran nu er presset op i et hjørne. Det kan i sidste ende føre til en blokering af Hormuzstrædet, som fortsat er markedets største frygtscenarie. Det kan sende olieprisen langt over 100 dollar, siger han.

Det er estimeret, at Hormuzstrædet, som forbinder Den Persiske Golf og Omanbugten, har 20 pct. af verdens olie og raffinaderiprodukter passerende igennem sig.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 74,63 dollar mod 69,21 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 73,50 dollar mod 67,61 dollar torsdag eftermiddag.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld fredag morgen 3446,15 dollar mod 3440,60 dollar torsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire