Obligationer/middag: Inflationspres fra stigende oliepriser sender renterne op
13/6 11:52
Bekymringer for nyt inflationspres fra stigende oliepriser sender fredag renterne tilbage til udgangspunktet.
Natten til fredag har Israel beskudt Iran med missiler i en ny eskalering af uroen i Mellemøsten. Først fik den geopolitiske uro handlerne til at søge ly i obligationerne, men udviklingen er sidenhen vendt.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation stiger fredag 1 basispoint til 2,47 pct. Da markedet åbnede, faldt renten ellers til 2,42 pct.
Fredag ved middagstid stiger oliepriserne omkring 7-8 pct. efter angrebene i Mellemøsten. Spørgsmålet er nu, hvor længe det forhøjede prisniveau vil vare ved.
- Ofte ser man, at markedet falder til ro efter en pludselig stigning udløst af geopolitik. Men denne gang kan man frygte, at reaktionen - og dermed den geopolitiske risikopræmie i olieprisen - bliver mere vedvarende, skriver Arne Anders Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker i Global Risk Management, i en kommentar.
Fredag byder også på enkelte nye nøgletal. Fra eurozonen er der offentliggjort nyt om industriproduktionen, der i april faldt noget mere end ventet.
Sidste måned gik industriproduktionen 2,4 pct. tilbage mod et forventet fald på 1,7 pct.
Senere i eftermiddag venter nyt fra USA, når den foreløbige forbrugertillidsopgørelse fra University of Michigan offentliggøres klokken 16. Her ventes i juni en bedring til 53,6 fra 52,2 måneden før.
.\\˙ MarketWire