Fredagens obligationer: Inflationsbekymringer oven på Israels angreb sendte renten op
13/6 17:00
Bekymringer for nyt inflationspres fra stigende oliepriser sendte fredag renterne i vejret.
Natten til fredag indledte Israel et missilangreb mod Iran i en ny eskalering af uroen i Mellemøsten. Først fik den geopolitiske uro handlerne til at søge ly i obligationerne, men sidenhen vendte udviklingen.
Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg fredag 5 basispoint til 2,51 pct. I den tidlige morgenhandel faldt renterne ellers indledningsvist, da handlerne søgte ly i obligationerne.
Inflationsbekymringerne fulgte stigningerne i oliepriserne som følge af Israels angreb. Fredag ved dansk markedslukning lå prisen på en tønde af nordsøolien Brent 7,8 pct. højere og den amerikanske WTI-olie 6,7 pct. højere.
Spørgsmålet er nu, hvor længe det forhøjede prisniveau vil vare ved.
- Ofte ser man, at markedet falder til ro efter en pludselig stigning udløst af geopolitik. Men denne gang kan man frygte, at reaktionen - og dermed den geopolitiske risikopræmie i olieprisen - bliver mere vedvarende, skriver Arne Anders Lohmann Rasmussen, der er chefanalytiker i Global Risk Management, i en kommentar.
Et par nøgletal blev det også til fredag. Fra eurozonen blev fremlagt et fald på 2,4 pct. i industriproduktionen i april, hvilket var over forventningen på 1,7 pct.
Omvendt viste den foreløbige forbrugertillidsopgørelse fra University of Michigan sig ikke helt så negativ som frygtet. Indekset steg i juni til 60,5 fra 52,2 mod en ventet stigning på 53,6.
.\\˙ MarketWire