Aktier/tendens: Stabilisering i vente og fokus på Genmab, Pandora og Novo
16/6 08:20
Selv om weekenden har budt på en eskalering af konflikten mellem Israel og Iran, virker der til at være faldet mere ro over de finansielle markeder efter fredagens voldsomme udsving.
Oliepriserne er mandag kun steget beskedent efter fredagens store hop på omkring 7 pct., mens aktiebørserne i Asien har kurs mod en lettere positiv ugestart.
Samtidig peger de amerikanske aktiefutures op med 0,2-0,4 pct., mens de europæiske futures indikerer en åbning omkring fredagens slutniveau.
Dermed kunne det tyde på stabilisering, når det danske aktiemarked åbner mandag, efter at det danske eliteindeks fredag faldt 0,9 pct. til 1816,74 efter fald i 23 af de 25 eliteaktier.
OPTRAPPET KONFLIKT
- De finansielle markeder begynder ugen med øget usikkerhed, efter at konflikten mellem Israel og Iran er eskaleret markant i løbet af weekenden, skriver Nordea i en morgenkommentar.
I denne uge vil investorernes fokus ifølge banken være rettet mod, om konflikten eskalerer og breder sig, eller om parterne vælger at trappe ned.
Blandt flere bekymringer er der særlig opmærksomhed på risikoen for, at konflikten spreder sig til Hormuzstrædet, hvor omkring 20 pct. af verdens olieeksport passerer.
- En sådan udvikling kan sende energipriserne markant op og genantænde inflationsusikkerheden globalt,skriver Nordea.
Der vil også være fokus på G7-topmødet i Canada, der starter mandag og løber frem til onsdag, samt ikke mindst onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank.
Herhjemme kan Genmab komme i fokus fra åbningen, efter at selskabet i weekenden præsenterede lovende resultater med sit kræftmiddel Epcoritamab på en europæisk kræftkonference.
Der er tale om resultater fra et fase 1b/2-studie med Epcoritamab til patienter, der lider af lymfekræftformen tilbagevendende diffust storcellet B-celle lymfom, DLBCL, og som kan have gavn af stamcelleterapi.
I studiet blev Epcoritamab givet sammen med en kombination af midlerne Rituximab, Ifosfamid, Carboplatin og Etoposid. Resultaterne viser, at patienterne havde en samlet responsrate på 87 pct. Heraf havde 65 pct. et komplet respons, mens 23 pct. havde et delvist respons, hvor kræften blev reduceret.
Genmab faldt fredag 0,2 pct. til 1481 kr.
KRISE KAN PÅVIRKE RATER
Fredag gik kun Mærsk-aktierne fri af nedturen blandt aktierne i C25, da situationen i Mellemøsten kan smitte positivt af på fragtraterne, hvis rederierne i endnu længere tid skal sende sine skibe på de lange farter syd om Afrika i stedet for smutvejen igennem Det Røde Hav og Suez-kanalen.
Mærsk B steg fredag 4,1 pct. til 12.630 kr.
Pandora kan glæde sig over et løftet kursmål hos Nykredit, der har skruet op til 1250 kr. fra 1050 kr. Det fremgik fredag aften af data fra Bloomberg News.
Anbefalingen hos Nykredit er fortsat i neutralt terræn på "hold". Fredag faldt smykkeaktien 2,5 pct. til 1149 kr.
Novo Nordisk, der faldt 0,6 pct. til 516,20 kr., kan omvendt se sit kursmål hos amerikanske JPMorgan blive reduceret med 35 pct. til 650 kr. fra 1000 kr. Banken holder dog fast i den positive anbefaling "overvægt", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Det nye kursmål indikerer da også fortsat et potentiale på 26 pct. i forhold til fredagens lukkekurs for medicinalaktien.
.\\˙ MarketWire