Obligationer/åbning: Små renteplusser indleder uge med Mellemøsturo og vigtige møder
16/6 08:51
Der er små rentestigninger på det danske obligationsmarked fra åbningen mandag, hvor der ser ud til at være faldet mere ro over de finansielle markeder trods weekendens optrappede krise mellem Israel og Iran.
Herhjemme ligger renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation mandag morgen 1 basispoint højere i 2,52 pct. efter fredagens rentestigning på 5 basispoint.
Mandag er der naturligvis fortsat fokus på nyhederne fra Mellemøsten, mens markedsdeltagerne også vil holde nøje øje med meldinger fra G7-landene, der holder møde i Kananaskis i Canada mandag til og med onsdag.
- Dagens vigtigste begivenhed er G7-mødet i Canada. Skulle der komme konkrete handelsaftaler på plads, kan det blive taget godt imod på finansmarkederne med stigende aktiekurser til følge. Vi vurderer også, at et sådant scenarie kan løfte både renterne og dollaren, skriver seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank.
I ugens løb kommer der også fokus på en stribe rentemøder, herunder i amerikanske Federal Reserve på onsdag.
Israels angreb udløste fredag et hop i olieprisen, og det fornyede frygten for mere inflation, og derfor anså investorerne ikke obligationsmarkedet som sikker havn, men forlod rentepapirerne, så obligationskurserne faldt, og renterne gik op.
Fredag steg prisen på en tønde af den europæiske Brent-olie med 7 pct. til 74,23 dollar, og mandag morgen er prisen steget yderligere 0,5 pct. til 74,60 dollar.
Efter fredagens klare aktiefald tyder det på en lettere positiv aktieåbning i både USA og Europa mandag. De europæiske aktiefutures lå tidligere på morgenen ellers i rødt, men de er siden vendt rundt til små stigninger.
.\\˙ MarketWire