Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Løftet af spinkelt fredshåb - Nvidia, Meta og Amazon i front

17/6 06:32

Efter fredagens aktienedtur i kølvandet af Israels bombeangreb på Iran og de iranske gengældelser var stemningen en helt anden mandag.

Her blev markedet presset opad, da en række korte positioner blev lukket, da Iran skal have indikeret, at landet gerne vil forhandle med Israel og USA om at stoppe fjendtlighederne.

Det var især de teknologitunge vækstsektorer, der trak op. Midt i en positiv udvikling for chipaktier skilte Advanced Micro Devices (AMD) sig særligt ud, da selskabet i sidste uge præsenterede nye AI-chips og -servere, som efter selskabets eget udsagn kan bide skeer med de bedste fra Nvidia, og det har betydet løftede kursmål mandag.

Nyheden om forhandlingsønsket fra Iran pressede også olieprisen en del tilbage efter fredagens hop, mens der trods god stemning på aktiemarkedet og en svag erhvervstillid fra delstaten New York ikke var rentefald mandag.

Renterne steg omvendt, da investorerne ikke regner med en rentesænkning, når den amerikanske centralbank onsdag afslutter sit todages rentemøde.

Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 0,9 pct., Dow Jones steg 0,8 pct., og Nasdaq blev løftet 1,5 pct.

- Mens kortsigtede markedsudsving som reaktion på nyhedsoverskrifter ser ud til at fortsætte, advarer vi mod at tage store porteføljebeslutninger på grund af usikkerhed, lyder det i en kommentar fra investeringsbanken UBS.

- Vi mener, at øget kortsigtet volatilitet giver investorer mulighed for gradvist at tilføje globale aktier, mens kvalitetsobligationer med mellemlang varighed og guld bør hjælpe med at styrke porteføljens modstandsdygtighed, fortsætter banken.

AMD STEG MARKANT

I S&P 500 vandty vækstsektorerne, cyklisk forbrug, kommunikationsservice og it, mest frem med 1,2-1,5 pct.

I den anden ende var energiaktierne derimod under pres med et minus på 0,3 pct., da olieprisen faldt tilbage med 2,3 pct. efter fredagens løft på 7,3 pct.

Det var chipkæmpen Nvidia, som trak mest op af alle i markedet med et plus på 1,9 pct., men fremgangen blev overskygget af et hop op på 8,8 pct. til 126,39 dollar til AMD i kølvandet af sidste uges præsentationen af nye produkter.

Koncernen fremviste blandt andet MI355, en ny serie af chips, som er 35 gange hurtigere end selskabets nuværende topmodel, og som samtidig skulle matche flere af Nvidias chips til brug i kunstig intelligens og være billigere.

Samtidig præsenterede AMD en ny AI-server, Helios, som også skal konkurrere med Nvidias udbud, og den nyhed fik mandag Piper Sandler til at se et hurtigt comeback til AMD på området, og analytiker Harsh Kumar løftede derfor også sit kursmål til 140 fra 125 dollar.

TOG GEVINST

Ligeledes inden for it vandt Microsoft frem med 0,9 pct., mens investorerne med et plus på 1,0 pct. til Apple tilsyneladende ikke frygter for den nye Trump-phone, som Donald Trumps to sønner præsenterede mandag på vegne af præsidentens koncern.

Softwarekoncernen Palantir gik samtidig frem med 2,9 pct. til rekorden 141,41 dollar, mens der i Oracle efter solid fremgang torsdag og fredag på 13,3 og 7,7 pct. endelig blev taget lidt gevinster hjem til et fald på 1,9 pct.

I kommunikationsservice blev Meta Platforms igen løftet med 2,8 pct. til 702,12 dollar. Ejeren af Facebook og Instagram fremlagde mandag planer om at bringe annoncer i Whatsapp, som selskabet også ejer, og det udløste et løftet kursmål fra Oppenheimer til 775 fra 665 dollar.

I kommunikationsservice steg Alphabet også 1,2 pct., mens der i cyklisk forbrug var fremgang til Amazon på 1,9 pct. og til Tesla på 1,2 pct.

I sundhed faldt sygekassen Unitedhealth med 1,9 pct., mens Novo-konkurrenten Eli Lilly trods flere gode nyheder om solidt vægttab med et amylin-analog og om lanceringen af flere doser af fedmemidlet Zepbound, hvilket vil begrænse lovlig kopiering på markedet i USA, smed 1,4 pct.

På nyhedsfronten indgik Roku, som gør sig inden for streaming af video og lyd, et annoncesamarbejde med Amazon, og det sendte aktien op med 10,4 pct.

.\\˙ MarketWire