Tirsdagens obligationer: Uroen i Mellemøsten og nøgletal rokkede kun lidt ved renten
17/6 17:00
Der var relativt små bevægelser på det danske obligationsmarked tirsdag, hvor markedet skævede til amerikanske nøgletal samt stigende oliepriser som konsekvens af krigshandlingerne mellem Israel og Iran.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, opfordrede natten til tirsdag via sit sociale medie Truth Social iranerne til evakuere hovedstaden Teheran, og meldingen blev ifølge Reuters mødt med stigende oliepriser.
Udviklingen lover umiddelbart skidt for inflationen, og medvirkede i løbet af formiddagen til at skubbe renterne marginalt højere.
Aktiemarkederne blev imidlertid også farvet røde som følge af den usikre situation i Mellemøsten, hvilket normalt får investorerne til at søge mod sikker havn på obligationsmarkedet med stigende kurser og faldende renter til følge.
Og herhjemme endte armlægningen uafgjort og med en uændret rente på 2,51 pct. målt på den toneangivende tiårige danske statsobligation.
Fra nøgletalsfronten kom der nyt om de tyske finansielle aktørers forventningsindeks for juni, der var bedre end ventet.
Derimod skuffede det amerikanske detailsalg med et fald på 0,9 pct. i maj - bare dagen inden den amerikanske centralbanks rentemøde.
- Det svagere end ventede detailsalg og afdæmpede inflationstal fra sidste uge betyder, at markedet har styrket sine forventninger om knap to rentelempelser af 0,25 procentpoint i løbet af 2025, men det er stadig forventningen, at centralbanken fastholder styringsrenten på det nuværende niveau mellem 4,25-4,5 pct. ved det pengepolitiske møde i morgen, onsdag, vurderer seniorøkonom Astrid Gram Nielsen fra Maj Invest.
.\\˙ MarketWire