Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarian får millioner for voucher: Analytiker kalder pris og timing opløftende

18/6 10:14

Der er længe ventet medvind til Bavarian Nordic onsdag, hvor selskabet kan offentliggøre salget af en værdifuld voucher.

Salgsprisen lyder på 160 mio. dollar - over 1 mia. kr. - og det er en god pris, mener Sydbanks senioranalytiker Søren Løntoft Hansen. Samtidig kan det bane vejen for fremtidige aktietilbagekøb.

- Det er en ganske fin pris, man får for den voucher, og det giver nogle penge i kassen og bidrager positivt til pengestrømmene, siger senioranalytikeren.

Han hæfter sig særligt ved, at det er endnu et punkt i Bavarian Nordic proces med at blive klar til udlodning. De øvrige punkter er relateret til Bavarian overtagelse af vacciner fra GSK, som er sket over en årrække.

- Når den "techtransfer" er overstået, og der ikke er royaltybetalinger tilbage, så kigger vi ind i fremtid for Bavarian Nordic, hvor de er i stand til at generere positiv indtjening og pengestrømme. Det kan potentielt komme aktionærerne til gode i form af aktietilbagekøb, mener Søren Løntoft Hansen.

- Jeg kan godt forstå, hvis de synes, at det skal komme dem til gode nu, lyder det videre.

Aktien stiger onsdag 1,2 pct. til 177 kr., som giver en topplacering i C25.

KRITIK FOR LANGSOMT SALG

Værdibeviset var i første omgang en appelsin i turbanen på det danske vaccineselskab, der ikke havde forventet at få tildelt papiret. Men siden har det været genstand for kritik fra aktionærer, som på generalforsamlingen langede ud efter virksomheden for at være for langsom med at sælge.

Men ifølge Sydbank bør den kritik forstumme:

- De har gjort det rigtige. Hvorfor fare ud og sælge den til højst bydende med det samme, når man kan få en bedre pris. Så lang tid siden er det heller ikke, at de har fået den her godkendelse, så ud fra den betragtning kan jeg ikke se kritikken. Hvis man skal vente for at få en bedre pris, så tænker jeg, at investorerne lever med det, siger han.

- Hvis det har været et kritikpunkt, så må det her være opløftende både i forhold til timing og pris, tilføjer han.

Voucheren - der officielt hedder en priority review voucher - har Bavarian fået tildelt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, i forbindelse med en vaccinegodkendelse i USA tidligere på året. Den kan et selskab enten vælge at benytte selv eller sælge videre, og Bavarian har fra start haft planer om det sidste. Voucheren giver muligheden for hurtigere sagsbehandling af et lægemiddel, og kan derfor have stor værdi for et selskab.

Det danske vaccineselskab har tidligere oplyst, at en voucher kan svinge mellem en værdi på 90 mio. dollar og 350 mio. dollar afhængig af den aktuelle efterspørgsel i markedet.

Ifølge Søren Løntoft er den pris, selskabet har fået, tæt på hvad man tidligere har set.

- 350 mio dollar må være blandt de højest offentliggjorte priser, fordi mit indtryk er, at langt hovedparten er blevet solgt i størrelsesordenen 120-130 mio dollar i en del år, og så har de måske bevæget sig lidt op omkring 150 de seneste år. Set i det lys er det en god pris, de har fået, siger senioranalytikeren.

Som led i en aftale skal Bavarian Nordic dog betale 20 pct. af bruttoprovenuet for voucheren til National Institutes of Health (NIH).

.\\˙ MarketWire