Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarians milliardsalg af forlomme hos FDA indikerer stigende priser

19/6 11:43

Da Bavarian Nordic onsdag solgte en særlig rettighed, der giver en forlomme hos den amerikanske lægemiddelstyrelse, vidnede milliardhandlen om fortsat stigende efterspørgsel fra store medicinalselskaber efter at sikre sig den attraktive mulighed.

Det skriver branchemediet Fiercepharma, der sætter spot på en række af de kendte handler med værdipapirerne, også kendt som "priority review vouchers".

Rettighederne, eller værdipapirerne, giver mulighed for at få reduceret behandlingstiden for en ansøgning om markedsføringstilladelse for en valgfrit lægemiddelkandidat til seks måneder fra de normale 10 måneder. Og det er af stor værdi for store medicinalselskaber, når de går efter at få mulige supersællerter så tidligt som muligt på markedet, så de kan nå at skabe ekstra omsætning, mens patenterne yder beskyttelse.

Priserne på rettighederne er dog tydeligvis på vej op, hvilket skyldes usikkerhed om, hvor mange rettigheder der fremover vil blive udstedt fra FDA, skriver Fiercepharma.

Valneva, der er i direkte konkurrence med Bavarian på markedet for vacciner mod febersygdommen chikungunya, solgte i februar 2024 en rettighed for 103 mio. dollar.

Og det var ifølge Fiercepharma generelt opfattelsen dengang, at prisen for voucheren lå på netop cirka 100 mio. dollar, eller 650 mio. kr.

Senere i 2024 steg priserne dog væsentligt. Ipsen solgte en rettighed for 158 mio. dollar i august, og i perioden fra november 2024 til februar 2025 var der tre annoncerede handler, hvor rettighederne gik til 150 mio. dollar.

Bavarian fik lidt mere onsdag, eller i alt 160 mio. dollar, svarende til cirka 1040 mio. kr.

USIKKERHED OM UDBUDDET

Baggrunden for de stigende priser er ifølge Fiercepharma usikkerhed om udbuddet.

Omkring 70 pct. af værdipapirerne har FDA hidtil udstedt til biotekselskaber, der har udviklet medicin til sjældne børnesygdomme. Det skete for at præmiere udviklingen af medicinen og derved tilskynde til, at der blev satset på området.

Men fremtiden for det program tegner usikkert, efter at det udløb i december 2024.

Fremadrettet kan FDA kun tildele rettigheder under programmet til de virksomheder, der er godkendt under programmet inden den 20. december 2024. Og der må ikke tildeles rettigheder efter den 30. september 2026, skriver Fiercepharma.

Der har allerede lydt opfordringer til at genindføre programmet, men der er stadig ikke sket noget konkret.

Og det fik i februar advokater i HPM til at vurdere, at priserne på rettighederne kan stige, og potentielt nå 350 mio. dollar, som er den hidtidige rekord for 2015 i en handel, hvor Abbvie overtog en rettighed fra United Therapeutics.

Link til originalartikel: https://www.fiercepharma.com/pharma/bavarian-nordic-sells-priority-review-voucher-chikungunya-vaccine-approval-160m

.\\˙ MarketWire