Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Trump skoser igen Powell: Renten burde være 2,5 procentpoint lavere

19/6 16:58

USA's præsident, Donald Trump, udtrykker igen torsdag sin store misfornøjelse med centralbankchef Jerome Powells pengepolitik.

Det fremgår af endnu et opslag på præsidentens sociale medie Truth Social, hvor han beskylder centralbankchefen for at koste USA hundredvis af milliarder af dollar.

- Han er i sandhed en af de dummeste og mest destruktive personer i regeringen, og Fed-bestyrelsen er medskyldig.

- Europa har haft 10 rentenedsættelser, vi har ikke haft nogen. Vi burde ligge 2,5 pct.point lavere og spare milliarder af dollars på Bidens kortfristede gæld. Vi har lav inflation, argumenterer Trump.

Han kalder derefter Jerome Powell for en "skændsel", men tager i øvrigt selv fejl.

ECB har hidtil sænket renten ikke ti gange, men otte gange på stribe siden juni sidste år. Og i samme periode har den amerikanske centralbank sænket renten tre gange, heraf én gang med 50 basispoint, dobbelt så meget som den gængse renteændring.

Men den amerikanske centralbank har ikke justeret renten under Trumps anden periode som præsident.

Opslaget fra præsidenten følger et tidligere indslag torsdag, hvor Trump kaldte Powell for en "dumrian" (dummy).

Det er samtidig langt fra første gang, at Trump har kritiseret centralbankchefen og forsøgt at presse på for lavere renter.

Centralbanken og Powell har dog stået for presset. Onsdag fastholdt centralbanken den toneangivende rente på 4,25-4,50 pct.

Desuden indikerede ledsagende prognoser fra centralbanken, at bankens beslutningstagere, fortsat venter to rentenedsættelser i løbet af i år til 3,75-4 pct. Til gengæld tog beslutningstagerne én rentenedsættelse af bordet til næste år, hvor renten ventes at være i 3,5-3,75 pct. ved årets udgang mod estimeret 3,25-3,5 pct. tilbage i marts, hvor den forrige prognose blev offentliggjort.

.\\˙ MarketWire