Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: Zealand, Coloplast, Ambu og Novo mildnede ugens tredje C25-minus

19/6 17:09

Kvartetten af Zealand Pharma, Novo Nordisk, Coloplast og Ambu var torsdag højdespringerne i C25-indekset, som hen over eftermiddagen kastede noget af morgentimernes negative udvikling af sig. Men helt godt blev det aldrig, og eliteindekset lukkede dagen i 1760,36 eller 0,2 pct. lavere end ved lukketid onsdag.

Det var tredje dag i træk med nedtur for indekset, som forblev presset af den usikkerhed, som udspringer af urolighederne i Mellemøsten og uvished om, hvordan USA vil - eller ikke vil - engagere sig.

Og der er ikke udsigt til egentlig bedring, før præsident Donald Trump beslutter sig, forudser Tine Choi, chefstrateg i PFA.

- Trump har tweetet, at måske gør han det, måske gør han det ikke, og at han vil vente med at træffe beslutningen til sidste øjeblik. Usikkerheden omkring, hvad USA's næste træk bliver, har skabt den negative stemning. Investorerne hader usikkerhed, konstaterer chefstrategen.

Erfaringerne fra Golfkrigen i Irak viser ifølge Tine Choi, at markedet måske endda hader usikkerheden mere end den egentlige krig.

- Omkring Irak var der kæmpe usikkerhed. Angriber de eller angriber de ikke. Og markederne faldt, indtil amerikanerne satte landtropper på jorden. Så begyndte markederne at stige. For når de angriber, så vil vi typisk sig "OK, så ved vi, hvad vi skal forholde os til", og så plejer det at lægge bunden under markedet, siger Tine Choi.

"OPMUNTRENDE" DATA FRA ZEALAND

I toppen af C25 herskede det meste af dagen Zealand Pharma, som lukkede med et plus på 1,7 pct. til 387 kr.

Selskabet kunne onsdag aften offentliggøre nye data for vægttabsmidlet Dapiglutid, som ifølge børshuset Jefferies er "opmuntrende".

- Selv om vi tidligere har antydet, at et vægttab på cirka 12 pct. eller over ville bygge tillid til Dapiglutids vægttabsprofil, mener vi, at resultaterne stadig bekræfter et potentiale for at nå et vægttab på over 20 pct. i fase 3, skriver Jefferies i et notat. Også bivirkningsprofilen for Dapiglutid betragtes som positiv.

DEFENSIV TOP

Ambu, Coloplast og Novo Nordisk lagde sig henad eftermiddagen tæt på toppen af C25-indekset.

Ambu steg 1,5 pct. til 93 kr., Coloplast blev løftet 1,6 pct. til 1,6 kr., mens Novo Nordisk gik 1,2 pct. frem til 488,40 kr.

Ambu fik ellers sænket sit kursmål til 126,90 kr. fra 148,20 kr. hos finanshuset Bernstein, men omvendt er shortpositionerne i den volatile aktie reduceret i løbet af ugen, bemærker chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink.

- Det svarer faktisk til, at hedgefonde har købt omkring en million aktier, og det er relativt mange. Så der er nogen, som dækker shortpositioner ind, konstaterer han.

Novo Nordisk fik også sænket sit kursmål til 834 kr. fra 850 kr., og det var hos Nordea.

Stigningen for Coloplast kunne umiddelbart ikke begrundes med selskabsspecifikt nyt.

Men Mads Zink noterer, at "health care"-aktierne lå blandt de bedste i Europa på sektorbasis, og at de danske blot fulgte trenden. Og det kan muligvis ses som en reaktion på den makropolitiske usikkerhed, som styrker de defensive medicinal- og medicoaktier.

- Ja, det er derfor, at man hopper over i de defensive aktier. Det er helt klart et marked, som er præget af, hvad der sker i Mellemøsten, siger Mads Zink.

POSITIVE ORD TIL CARLSBERG

Carlsberg fik positive ord med på vejen hos amerikanske Citi, som spår et robust halvår drevet af godt vejr i Europa og momentum i Indien. Citis kursmål lyder på 1040 kr.

Carlsberg sluttede uændret i 896,80 kr.

DANSKE BANK FIK LØFTET KURSMÅL

Der var også analytikernyt til Danske Bank, som fik løftet sit kursmål til 290 kr. fra 270 kr. af svenske SEB.

Det fremgik onsdag sen eftermiddag af data fra Bloomberg News. Men Danske Bank faldt 0,6 pct. til 254,50 kr.

Derudover fik Demant løftet sit kursmål til 325 kr. fra 315 kr. hos BNP Paribas Exane, der fortsat anbefaler "outperform", men Demant-aktien faldt 3,5 pct. til 265,60 kr.

Pandora lå også med i bunden, efter at Danske Bank havde sænket sin anbefaling til "hold" fra tidligere "køb" og sænket kursmålet til 1280 kr. fra 1300 kr. Pandora faldt 1,9 pct. til 1152 kr.

SPRÆL I FISKEFODER

Uden for eliteaktiernes rækker var der spræl i aktien i det aarhusianske industrikonglomeratet Schouw & Co., som ifølge Bloomberg rygtes på vej mod en selvstændig børsnotering af fiskefoderforretningen Biomar. Meldingen følger, efter at selskabet tilbage i november 2024 meldte ud, at det undersøgte netop den mulighed.

Aktien steg 8,0 pct. til 623 kr.

Derudover kunne entreprenørselskabet MT Højgaard Holding oplyse om en ordre på et værksted og administrationsfaciliteter til DSB med en værdi på 1,95 mia. kr. plus option på ekstraarbejder for 900 mio. kr.

Men aktien faldt 0,1 pct. til 356,50 kr.

.\\˙ MarketWire