Asien: Krig i Mellemøsten tager fokus - japansk inflation holder stædigt fast
20/6 06:32
Der er uens trav på de asiatiske børser fredag morgen, da frygten for et potentielt amerikansk angreb på Iran hænger som en dyne over markederne, mens oliepriserne ligger til en stigning for tredje uge i træk - i denne uge på grund af den eskalerende Israel-Iran-konflikt.
I løbet af natten har Israel bombet atommål i Iran, og Iran har affyret missiler og droner mod Israel, og den uge-gamle luftkrig blev intensiveret uden tegn på en exit-strategi fra nogen af siderne.
Fra Det Hvide Hus forlyder det, at præsident Donald Trump i løbet af de næste to uger vil beslutte, om USA vil involvere sig i krigen mellem Israel og Iran. Den amerikanske præsident står over for oprør fra en del af sin MAGA-base over et muligt angreb på Iran.
- Fristen på to uger er en taktik, som Trump har brugt i andre vigtige beslutninger, herunder dem, der involverer Rusland og Ukraine og toldsatser, siger Tony Sycamore, analytiker hos IG, til nyhedsbureauet Reuters.
- Ofte udløber disse tidsfrister uden konkret handling, og der er bestemt en risiko for, at det sker igen i betragtning af situationens kompleksitet, mener han.
I Japan har friske data vist, at inflationen er gået en smule ned i gear og endte i maj som ventet på 3,5 pct. mod 3,6 pct. måneden før. Kerneinflationen steg dog til 3,3 pct. fra 3,0 pct. i april - og endte også højere end de ventede 3,2 pct. på årsbasis ifølge estimater fra Bloomberg News.
- Den japanske inflation er fortsat høj og drevet frem af udgifterne til mad med stigende priser på ris, siger Taro Saito, researchchef hos NLI Research Institute, til Bloomberg.
- Dagens tal efterlader ingen tvivl om, at priserne vil komme højt op på dagsordenen i næste måneds valg, siger han.
Priserne på ris er steget med hele 102 pct. på et år.
Det toneangivende japanske indeks, Nikkei 225, er på vej mod et fald på 0,1 pct., mens Topix-indekset, også i Tokyo, ligger til et minus på 0,3 pct.
Shanghai Composite og CSI 300 går begge frem med henholdsvis 0,1 og 0,2 pct., mens Hang Seng i Hongkong ligger til et plus på 1,2 pct.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | +0,0 |
Topix | -0,2 |
Hongkongs Hang Seng | +1,2 |
China Shanghai Composite | +0,1 |
China CSI 300 | +0,2 |
Taiwan Taiex | -0,8 |
Sydkoreas Kospi | -1,2 |
Indiens BSE Sensex | -0,1 |
Singapores STI | +0,1 |
Sydney ASX 200 | -0,3 |
.\\˙ MarketWire