Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Mismodet fik fat - pres på chipsektoren

23/6 06:32

Den gode stemning på det amerikanske aktiemarked aftog i løbet af fredagen efter nyt om, at USA angiveligt vil trække tilladelser til chipproducenter i Kina tilbage.

Det genantændte frygten for handelsspændinger i et marked, der ellers var formildet af beslutningen fra præsident Donald Trump om at sætte 14 dage af til at overveje USA's rolle i konflikten i Mellemøsten.

Men Donald Trumps 14 dages overvejelse blev reduceret til to, og USA's angreb på tre atomanlæg i Iran i weekenden sender mandag morgen de amerikanske futures ned med 0,3-0,4 pct.

Fredag sluttede dagen og ugen af med meldingen om, at Japan har droppet et topmøde med USA, som skulle have fundet sted 1. juli. Angiveligt fordi USA har krævet, at Japan løfter sit forsvarsbudget.

Det var al sammen med til at hive stemningen ned, og det brede S&P 500 lukkede med et fald på 0,2 pct. efter en grøn åbning. Det teknologitunge Nasdaq-indeks gik på weekend nede med 0,5 pct., og det smalle Dow Jones steg 0,1 pct.

Wall Street åbnede fredag i grønt efter både meldingen fra Donald Trump, mens også Iran virkede til at åbne døren på klem for forhandlinger.

CHIPSELSKABER UNDER PRES

Ifølge avisen Wall Street Journal vil USA trække tilladelser tilbage, som giver USA's allierede lov til at benytte amerikansk teknologi på fabrikker i Kina. Det gælder blandt andet Sydkoreanske Samsung og Taiwan Semiconductor Manufacturing (TSM).

Tidligere har selskaberne haft lov til at overføre amerikanske teknologi til deres kinesiske fabrikker uden at skulle ansøge om en ny tilladelse hver gang. Den mulighed vil USA nu trække tilbage, siger embedsfolk til avisen.

Ifølge en talsperson for den amerikanske regering er det ikke tiltænkt som et eskalerende træk overfor hverken Kina eller amerikanske allierede.

Ikke desto mindre trak det selskaber som Nvidia ned med 1,3 pct. Broadcom faldt 0,3 pct., mens AMD omvendt gik frem med 1,1 pct.

ACCENTURE SENDES NED EFTER REGNSKAB

En skuffende ordrebog i tredje kvartal lagde pres på konsulentvirksomheden Accenture.

Regnskabet var ellers på mange måder bedre, end analytikerne havde regnet med, og forventningerne for både fjerde kvartal og hele 2024/25 synes egentlig også over markedets forventninger.

Aktien dykkede 6,8 pct.

Konsulentvirksomheden har i forbindelse med sit regnskab opjusteret årsforventningerne, og der ses nu en omsætningsvækst på 6-7 pct. mod tidligere 5-7 pct. og resultat før aktie på 12,77-12,89 dollar mod før 12,55-12,79 dollar. Konsensus i markedet var 12,73 dollar ifølge Bloomberg News.

I fjerde kvartal ventes omsætningen at lande mellem 17,0 og 17,6 mia. dollar mod ventet 17,08 dollar.

Omsætning og indtjeningen i tredje kvartal var også over forventning, mens ordrebogen aftog 6,6 pct. til 19,7 mia. dollar mod ventet 20,03 mia. dollar.

HOME DEPOT INDLEDER BUDKRIG

Et købstilbud sendte fredag den amerikanske distributør af byggematerialer GMS til vejrs. Buddet kommer fra byggemarkedskæden Home Depot, fortæller kilder til avisen Wall Street Journal.

Dermed har Home Depot sat gang i en budkrig på GMS, der i forvejen blev bejlet til af QXO. Onsdag lagde QXO ifølge topchef Brad Jacobs et bud på omkring 5 mia. dollar for GMS, hvilket sendte aktien i vejret med 11,2 pct. onsdag.

Tilstrømningen af interesserede bidrager fredag til en stigning på 23,8 pct. til GMS Imens steg QXO med 5,7 pct., og Home Depot gik frem med 0,8 pct.

Darden, der blandt andet driver restaurantkæden Olive Garden, har også en grøn dag fredag, efter at selskabet er kommet med tal for fjerde kvartal.

Her levede omsætningen på 3,27 mia. dollar op til markedets forventninger - blandt andet gennem et lidt større bidrag fra Olive Garden end ventet af analytikerne ifølge Bloomberg News.

Det sammenlignelige salg voksede i perioden med 4,6 pct. mod ventet 3,5 pct.

I 2025/26 venter Darden en vækst i det sammenlignelige salg på 2-3,5 pct. Med et midtpunkt på 2,75 pct. er det lige over konsensus på 2,69 pct.

Darden lukkede med et plus på 1,3 pct.

.\\˙ MarketWire