Morgan Stanley: Frasalg fra geopolitiske spændinger er kortlivede
23/6 10:41
Den geopolitiske uro, der følger med situationer som USA's angreb mod Irans atomfaciliteter, plejer som regel at fordufte hurtigt.
Det vurderer Morgan Stanleys chefstrateg Michael Wilson efter weekendens eskalering af konflikten i Mellemøsten ifølge Bloomberg News.
Mandag morgen blev oliepriserne sendt i vejret med tæt på 6 pct., efter at Irans parlament har godkendt at lukke Hormuzstrædet. Den endelige beslutning ligger dog ved Irans Nationale Sikkerhedsråd.
En stor del af olieprisstigningerne er ud på formiddagen også gået i sig selv, imens Hormuzstrædet fortsat er åbent. Stigningerne er dagen igennem aftaget, og ved 10.40-tiden er prisen for en tønde Brent-olie faldet 0,5 pct. til 76,66 sammenlignet med lukkekursen fredag. En lukning af strædet, hvorfra en femtedel af den globale olieeksport sejles igennem, vil forventeligt sende priserne i vejret igen.
- Historien indikerer, at geopolitiske frasalg ofte er kortlivede/beskedne, skriver Morgan Stanleys strateger anført af Michael Wilson ifølge Bloomberg News.
- Oliepriserne vil afgøre, om volatiliteten består, fremgår det.
USA gennemførte natten til søndag en række angreb mod tre atomfaciliteter i Iran. Blot to dage før havde præsident Donald Trump ellers fortalt, at han ville tænke over USA's rolle i konflikten mellem Israel og Iran i 14 dage.
Alligevel er reaktionen på angrebet og den voksende verdensuro behersket mandag. Herhjemme falder det danske C25-indeks ganske vist for femte dag i træk, men i Europa er der marginale stigninger i Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Det kan en lukning af Hormuzstrædet lave om på, vurderer strateger fra analysehuset Panmure Liberum.
- Hvis Hormuzstrædet lukkes, kan vi vente med et stagflationært chok svarende til det i 2022, skriver strategerne ifølge Bloomberg News med henvisning til Ruslands invasion af Ukraine.
- I det tilfælde synes en korrektion på 10-20 pct. at være sandsynlig, og vi vil se et nyt negativt marked, hvis handelskrigen eskalerer igen i juli, fortsætter strategerne.
Hos Morgan Stanley er vurderingen imidlertid, at det vil kræve en oliepris på 120 dollar for en tønde, før et scenarie med et såkaldt "bear market" - et fald på mere end 20 pct. fra den seneste top - vil indfinde sig.
.\\˙ MarketWire