Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Rockwool og GN går forrest for comeback - skrøbelig våbenhvile under lup

24/6 11:35

Comebacket er intakt på det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor særligt Rockwool og GN gør en god figur, selv om en skrøbelig våbenhvile i Mellemøsten kun ser ud til at holde i få timer.

Israels militær hævder, at det har identificeret missiler affyret fra Iran mod Israel, og Israel vil nu svare igen, skriver Reuters. Irans generalstab afviser, at der er affyret missiler.

Det hjemlige eliteindeks, C25, virker ved middagstid uberørt og stiger 1,3 pct. til 1739,16 efter fem røde børsdage på stribe og et samlet fald på 5,5 pct. i perioden.

- Det positive momentum, vi har været inde i nogle uger, har været sat på standby på grund udviklingen mellem Israel og Iran. Markedet er nu kommet lidt tilbage igen efter meldingerne om våbenhvilen, men overskrifterne vidner også om, at det fortsat er på et ret tyndt grundlag, og vi venter alle spændte på, om våbenhvilen holder. Men vi er altså stadig i plus, siger Mads Zink, chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

Såvel olieprisen som naturgasprisen er faldet i håb om, at krigen mellem Israel og Iran lakker mod enden, og det gavner energitunge Rockwool, der stiger 3,6 pct. til 289,15 kr.

MÆRSK PRESSES PÅ UDSIGT TIL FALDENDE FRAGTRATER

A.P Møller-Mærsk er blandt ganske få eliteselskaber i minus.

Ligesom usikkerheden i Mellemøsten har været med til at sende fragtraterne op, kan enden på konflikten lægge pres på fragtraterne, og på den baggrund falder Mærsk-aktierne.

Mærsks B-aktie ligger 3 pct. lavere i 11.565 kr.

Konkurrenten CMA CGM har i forbindelse med et udbud af nye obligationer ellers sat ord på sine forventninger til første halvår. Og ifølge det franske rederi ventes halvåret at byde på højere driftsindtjening før af- og nedskrivninger, EBITDA, end i første halvår af 2024.

GN GENVINDER EFTER FALD

Helt i toppen af C25 ligger GN 4,2 pct. højere i 98,72 kr., efter fem børsdage i træk med modvind.

Mandag kom det frem, at GN øgede sin markedsandel markant i maj hos den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA), der tilpasser høreapparater til militærveteraner.

GN's markedsandel målt på andelen af det samlede salg voksede til 10,3 pct. fra 9 pct. i april.

- Jeg er egentlig mere overrasket over, hvor meget modvind GN har været i de seneste dage. For de ting, jeg har set fra GN, peger i positiv retning. Så jeg tror, at aktien bare genfinder det niveau, den burde have ligget på de seneste dage, siger Mads Zink.

NOVO RETTER OP

Imens kan Novo Nordisk glæde sig over, at et ekspertpanel under de europæiske sundhedsmyndigheder, European Medicines Agency (EMA), har anbefalet at godkende en udvidelse af indlægssedlen for Novo Nordisks storsællert Ozempic, så den også omfatter perifer kredsløbsforstyrrelse.

Novo har i øvrigt lanceret sit vægttabsmiddel Wegovy i Indien.

Og Novo-aktien genvinder 1,6 pct. til 457,85,65 kr., efter at aktien mandag faldt tungt med 5,3 pct.

Det skyldtes blandt andet, at medicinalgiganten valgte at sætte en stopper for et blot få måneder gammelt partnerskab med den amerikanske telesundhedskoncern Hims & Hers grundet bekymringer om "vildledende promovering og salg af ulovlige kopiversioner af Wegovy, der bringer patientsikkerheden i fare," lød det fra Novos amerikanske afdeling.

Med andre ord er Novo altså stadig udfordret af kopier i USA.

- Det giver bare noget uro, så jeg kan godt forstå, at aktiekursen satte sig på det, siger Mads Zink, der godt kan forstå, at Novo reagerer på Hims & Hers fortsatte kopisalg.

Han undrer sig til gengæld over, at Hims & Hers ikke har gjort mere for at leve op til sit samarbejde med Novo, for aktien faldt 35 pct. mandag.

I samme branche har Lundbeck fået tildelt særstatus i EU for lægemiddelkandidaten Lu AG13909 til behandling af binyrehyperplasi.

Statussen "orphan drug" blev tildelt 20. juni, oplyser Lundbeck i en meddelelse, og gives til lægemidler, der udvikles over for sjældne sygdomme, og giver udvikleren af lægemidlet særlige skattefordele, ligesom der ikke skal betales gebyrer i forbindelse med en eventuel godkendelsesproces.

Lundbecks B-aktie stiger 1,5 pct. til 36,98 kr.

.\\˙ MarketWire