Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Nasdaq 100 ses fortsætte rekordjagten fra åbningen onsdag

25/6 14:34

Futures for de tre ledende amerikanske aktieindeks er kravlet lidt op onsdag eftermiddag forud for aktieåbningen i New York kl. 15.30 dansk tid.

Dermed ser det ud til, at Nasdaq 100-indekset kommer til at fortsætte rekordkursen fra tirsdag, mens det brede S&P 500-indeks ses komme endnu tættere på sin rekord.

Futuren for S&P 500 stiger 0,1 pct., efter at indekset tirsdag endte mindre end 1 procentpoint fra sin tidligere rekord.

Dow Jones-futuren ligger næsten uændret, mens Nasdaq 100 stiger 0,3 pct.

Våbenhvileaftalen mellem Iran og Israel, der dæmper de geopolitiske spændinger en smule, er fortsat med til at løfte stemningen.

ENIGHED OM ØGEDE FORSVARSUDGIFTER PÅ NATOTOPMØDE

Desuden kan meldingerne fra Nato-landene smitte af på stemningen. På topmødet i Haag blev de enige om fremover at bruge 5 pct. af bruttonationalproduktet, BNP, på forsvar og sikkerhed.

I forhold til renteudsigterne kan markedsdeltagerne igen se frem til meldinger fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, som tirsdag gav sin halvårlige opdatering om økonomiens tilstand i finanskomitéen for Repræsentanternes Hus.

Onsdag deltager Powell i en tilsvarende høring i Kongressens andet kammer, Senatet, hvilket finder sted fra kl. 16. Budskaberne vil dog formentlig være meget de samme som ved tirsdagens høring, hvor centralbankchefen gentog, at han ikke har travlt med at sætte renterne ned, så længe der fortsat er uklarhed om told.

PAKKETRANSPORTGIGANT SKUFFER

Selskabsspecifikt kommer der fokus på Fedex, som er faldet tungt i formarkedet, efter at pakkegiganten har undladt at komme med en prognose for sit nye regnskabsår grundet usikkerheder i den globale handel.

Det sender aktien ned med 4,7 pct. i formarkedet.

Ifølge Fedex presser toldtrusler handelsbilledet og giver vigende efterspørgsel fra både forbrugerne og virksomhederne, skriver Bloomberg News.

Hos Morgan Stanley kalder analytiker Ravi Shanker det overraskende og negativt, at Fedex har undladt at komme med en årsprognose, mens JPMorgan-analytikeren Brian Ossenbeck spår, at aktien "vil underpræstere, efter at ledelsen for første gang i 13 år ikke har givet en indledende prognose for hele året"

JPMorgan venter dog, at Fedex formentlig vil komme med en årsprognose, "når der er større klarhed over handelspolitikken".

Fedex er imidlertid kommet med forventninger til sit første kvartal, hvor der ventes en justeret indtjening per aktie på 3,40-4,00 dollar. Det er dog ikke nok til at imponere analytikerne, som havde spået 4,03 dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.

OPJUSTERING FRA BLACKBERRY

Det amerikanske softwareselskab Blackberry ser derimod ud til at gå en god dag i møde, efter selskabet har opjusteret forventningerne til indeværende regnskabsår.

Det skete i forbindelse med et regnskab for første kvartal, som var bedre end ventet.

Blackberry ser nu en omsætning på 508-538 mio dollar i 2025/26 mod før 504-534 mio dollar. Analytikernes skøn lå på 513,6 mio. dollar ifølge estimater fra Bloomberg News.

Forventningerne til den justerede driftsindtjening er desuden løftet til 72-87 mio. dollar fra 69-84 mio. dollar, mens analytikernes estimat var på 78,5 mio. dollar.

Aktien stiger 10,5 pct. i formarkedet.

Den amerikanske fødevareproducent General Mills, falder i formarkedet derimod med 3,4 pct. efter en skuffende salgsudvikling i fjerde kvartal af regnskabsåret 2024/25.

Heller ikke prognosen for det nye regnskabsår imponerer. Her venter selskabet et fald i den justerede indtjening per aktie på 10-15 pct. målt i lokal valuta. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News kun ventet et indtjeningsfald på 5 pct.

.\\˙ MarketWire