USA/åbning: Nasdaq 100 fortsætter rekordjagten og Blackberry brager op med 18 pct.
25/6 15:46
Det amerikanske Nasdaq 100-indeks fortsætter fra aktieåbningen i New York onsdag rejordjagten og ligger kort efter åbningen 0,5 pct. højere.
Det brede S&P 500-indeks stiger desuden 0,2 pct., efter en stigning tirsdag på 1,1 pct., hvilket bragte indekset inden for 1 procentpoint fra sin tidligere rekord.
Dow Jones-indekset rykker kun marginalt på sig efter tirsdagens stigning på 1,1 pct.
Våbenhvileaftalen mellem Iran og Israel, der dæmper de geopolitiske spændinger en smule, er fortsat med til at løfte stemningen.
ENIGHED OM ØGEDE FORSVARSUDGIFTER PÅ NATOTOPMØDE
Desuden kan meldingerne fra Nato-landene smitte af på stemningen. På topmødet i Haag blev de enige om fremover at bruge 5 pct. af bruttonationalproduktet, BNP, på forsvar og sikkerhed.
I forhold til renteudsigterne kan markedsdeltagerne igen se frem til meldinger fra den amerikanske centralbankchef, Jerome Powell, som tirsdag gav sin halvårlige opdatering om økonomiens tilstand i finanskomitéen for Repræsentanternes Hus.
Onsdag deltager Powell i en tilsvarende høring i Kongressens andet kammer, Senatet, hvilket finder sted fra kl. 16. Budskaberne vil dog formentlig være meget de samme som ved tirsdagens høring, hvor centralbankchefen gentog, at han ikke har travlt med at sætte renterne ned, så længe der fortsat er uklarhed om told.
PAKKETRANSPORTGIGANT SKUFFER
Selskabsspecifikt er der fokus på Fedex, efter at pakkegiganten har undladt at komme med en prognose for sit nye regnskabsår grundet usikkerheder i den globale handel.
Det sender aktien ned med 5,0 pct. fra åbningen.
Ifølge Fedex presser toldtrusler handelsbilledet og giver vigende efterspørgsel fra både forbrugerne og virksomhederne, skriver Bloomberg News.
Hos Morgan Stanley kalder analytiker Ravi Shanker det overraskende og negativt, at Fedex har undladt at komme med en årsprognose, mens JPMorgan-analytikeren Brian Ossenbeck spår, at aktien "vil underpræstere, efter at ledelsen for første gang i 13 år ikke har givet en indledende prognose for hele året"
JPMorgan venter dog, at Fedex formentlig vil komme med en årsprognose, "når der er større klarhed over handelspolitikken".
Fedex er imidlertid kommet med forventninger til sit første kvartal, hvor der ventes en justeret indtjening per aktie på 3,40-4,00 dollar. Det er dog ikke nok til at imponere analytikerne, som havde spået 4,03 dollar, viser estimater indsamlet af Bloomberg News.
OPJUSTERING FRA BLACKBERRY
Softwareselskab Blackberry stryger derimod i vejre med hele 18 pct. fra start, efter at selskabet har opjusteret forventningerne til indeværende regnskabsår.
Det skete i forbindelse med et regnskab for første kvartal, som var bedre end ventet.
Blackberry ser nu en omsætning på 508-538 mio dollar i 2025/26 mod før 504-534 mio dollar. Analytikernes skøn lå på 513,6 mio. dollar ifølge estimater fra Bloomberg News.
Forventningerne til den justerede driftsindtjening er desuden løftet til 72-87 mio. dollar fra 69-84 mio. dollar, mens analytikernes estimat var på 78,5 mio. dollar.
Fødevareproducentet General Mills, åbner 3,0 pct. lavere efter en skuffende salgsudvikling i fjerde kvartal af regnskabsåret 2024/25.
Heller ikke prognosen for det nye regnskabsår imponerer. Her venter selskabet et fald i den justerede indtjening per aktie på 10-15 pct. målt i lokal valuta. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News kun ventet et indtjeningsfald på 5 pct.
Blandt "Magnificent Seven"-aktierne stiger Nvidia 2,2 pct. til 151,19 dollar, efter at Loop Capital Markets har løftet kursmålet for aktien til 250 dollar fra 175 dollar.
Google-ejeren Alphabet stiger desuden 2,2 pct., mens Tesla er åbnet 0,8 pct. lavere.
.\\˙ MarketWire