Aktier/middag: Bavarian holder skansen i fladt C25 tynget af Pandora
26/6 11:21
Bavarian Nordic har torsdag indtaget toppen af det danske C25-indeks, efter at vaccineproducenten har indledt forsøg med sin mpox-vaccine i spædbørn og gravide.
I den anden ende af eliteindekset tynger særligt Pandora med et dyk på 2,6 pct. sammen med Novo Nordisk - begge uden selskabsspecifikke nyheder.
Trods plusser til 14 af eliteindeksets aktier bakker C25 marginale 0,1 pct. til 1710,93.
- Det er relativt roligt med små bevægelser på indeksniveau. Sådan var det også onsdag, men det er også en lidt hektisk periode, vi nu lægger bag os, siger senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank til MarketWire.
- Der er ikke de store selskabsspecifikke nyheder ude, men der er store bevægelser blandt eliteaktierne, fortsætter han.
Stemningen på finansmarkederne har igennem den seneste tid været presset af først uroen i Mellemøsten og sidenhen en brudt våbenhvile mellem Iran og Israel. Efter hårde ord fra USA's præsident om den brudte våbenhvile lader den nu til at holde.
Blandt sidepapirerne har ALK-Abelló lanceret sin adrenalinspray i Tyskland, Netcompany har vundet en kontrakt i Sverige, og både Harboes Bryggerier og Flügger fremlægger regnskab i dagens løb.
På den internationale front er der igen nyt fra USA's præsident, Donald Trump, der leger med idéen om at udnævne en afløser til centralbankformand Jerome Powell før tid.
BAVARIAN MED NYE STUDIER MED MPOX
Vaccineproducenten Bavarian Nordic melder torsdag om to nye kliniske studier med vaccinen MVA-BN mod mpox og kopper til spædbørn samt gravide og ammende kvinder.
Begge studier udføres i Den Demokratiske Republik Congo, der er epicentret for det igangværende udbrud med mpox. Sygdommen er tidligere kendt som abekopper.
I alt deltager 344 spædbørn i alderen 4-24 måneder samt 359 gravide eller ammende kvinder.
Bavarian Nordic stiger 1,6 pct. til 171,35 kr.
Tryg er torsdag vanen tro kommet med en forsmag for sit kommende kvartalsregnskab. Forsikringsselskabet beretter om en udvikling i forsikringsindtægterne "på linje med den seneste udvikling".
I første kvartal realiserede Tryg en præmievækst i lokale valutaer på 3,7 pct.
Regnskabet for andet kvartal offentliggøres 11. juli.
Aktien handles uændret i 165,20 kr.
NYE FALD TIL PANDORA OG NOVO
I bunden af C25 har Pandora lagt sig for anden dag i træk, efter at smykkeproducenten onsdag fik sænket kursmålet hos amerikanske Citi.
Der er imidlertid ikke noget selskabsspecifikt, der kan forklare torsdagens dyk på 2,0 pct. til 1081 kr.
Med i rødt er også Novo Nordisk, der har været presset, siden samarbejdet med Hims & Hers Health ophørte tidligere på ugen.
Selv om det er flere dage siden, kan det være efterdønninger, der presser aktien, mener Martin Munk.
Novo sætter sig 0,8 pct. til 431,70 kr.
For A.P. Møller-Mærsk venter nyt om ratetallene fra World Container Index (WCI), der opgøres af konsulenthuset Drewry. I sidste uge faldt prisen for det overordnede indeks 7,5 pct. til 3278,72 dollar.Inden de nye tal stiger B-aktien 1,1 pct. til 11.805 kr.
NYT FRA SIDEPAPIRERNE
Netcompany har vundet en kontrakt i Sverige, hvor it-selskabet skal stå det digitale fundament for alle statslige udbetalinger af sociale ydelser til svenskerne.
Aktien bakker 2,1 pct. til 272,60 kr.
Allergivaccineproducenten ALK-Abelló har indtaget Tyskland med sin adrenalinnæsespray EURneffy, som selskabet købte rettighederne til i november 2024 fra ARS Pharmaceuticals.
Lanceringen ændrer ikke ALK's forventninger til 2025.
ALK stiger 1,0 pct. til 184,60 kr.
ANALYSENYT TIL NOVONESIS OG FLS
Novonesis har fået løftet sit kursmål hos amerikanske Jefferies, så det nu lyder på 540 kr. fra 500 kr. med en gentaget købsanbefaling.
Aktien stiger 0,3 pct. til 463 kr.
Imens har FLSmidth været til gennemsyn hos JPMorgan efter sit frasalg af cementforretningen. Kursmålet hæves til 450 kr. fra 425 kr., og anbefalingen "overvægt" fastholdes.
Aktien vinder 0,8 pct. til 394,40 kr.
.\\˙ MarketWire